Salme, tekster og prædiken til Maria Bebudelse søndag 29.marts 2020 v/Kaj Bollmann

Hør Dorthe Zielke og Søren Johannsen spille ”Maria hun var en jomfru ren””

Bøn

Forunderlige Gud
Lovet være du for din visdom,
at du valgte svagheden frem for styrken
I Marias skød blev du menneske som vi
af hendes veer fødtes glæden på jord
I hendes barn fik din kærlighed ansigt og stemme
Vi beder dig
Send også din Helligånd til os
I disse dage med bekymring og frygt.
Ad den fylde os med håb og glæde,
For fremtiden er i dine hænder,
Treenige Gud, Fader, Søn og Helligånd,
Amen

 

Salme: 71 ”Nu kom der bud fra englekor”

 

Her er link til søndagens bibeltekster. Fra det gamle testamente hører vi om Herrens besøg hos Abraham i Mamrelund, hvor han lover, at Sara skal føde et barn i sin høje alder. Epistelteksten er Paulus’ ord om, at Gud ikke har udvalgt de stærke og kloge, men de svage og dem, folk ser ned på.
https://www.folkekirken.dk/gudstjeneste/soendagens-tekst

 

Evangeliet til Maria Bebudelses Dag:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.”
 Lukasevangeliet 1,46-55

 

Fremtiden er ikke aflyst!
Alting er aflyst. Det er den fornemmelse, man har lige nu. Konfirmationerne blev aflyst og flyttet til september. Familiefester er aflyst, alle mulige arrangementer er aflyst, ferierejser er aflyst….
Alle mulige møder er aflyst bortset lige fra dem, som man forsøger at gennemføre som videokonferencer - med skiftende succes! Koncerter, teater… Måske bliver endog skolernes eksamen aflyst, hvilket for en del dog måske er knap så trist som resten. De olympiske Lege er aflyst, så vi ikke kommer til at sidde klistret til skærmen og stik imod, hvad vi plejer, gå op i 800 m løb og to’er-kajak og sejlsport og brydning.
Skolen er aflyst. Jeg er glad for, at jeg ikke er forælder i disse uger og både skal passe arbejde hjemmefra og passe børn og hjælpe dem med fjernundervisning. Jeg ser for mig matematikstykker i 6.klasse, som jeg ingen anelse har om, hvordan man løser – og anklagende barneøjne, der mener, at det burde far eller mor da kunne forklare én.
Også alle gudstjenester er aflyst i landets kirker. Det er første gang siden 1290’erne, hvor pave Bonifatius den 8. lagde Danmark i band på grund af kongens fængsling af ærkebiskop Jens Grand. Så måtte der ikke afholdes gudstjenester eller uddeles nadver eller døbes, så længe bandet varer. Nu er det pave Corona, der har aflyst næsten alt. Mærkeligt at alle påskens gudstjenester bare er væk. Men godt at man trods alt kan høre gudstjenester hver søndag og helligdag i radioen og finde prædikener og masser af andet godt på nettet.
Foråret er ikke aflyst
Nej, alt er bestemt ikke aflyst. Slet ikke. Fuglene har ikke aflyst deres forårsfløjt. Solskin og påskeliljer er ikke aflyst. De første af fårelaugets får er sat til at læmme i den uge, vi går ind i. Så der er udsigt til påskelam.
Og det kan godt være, at børnehavebørnene ikke kan komme op og se de små lam i stalden lige med det samme. Men der skal nok blive åben stald på et tidspunkt – eller mulighed for at se dem på marken ved Korskilde, før de skal over på Lilleø.
Påskeliljerne er heller ikke aflyst, og bøgen skulle enkelte steder i landet være sprunget ud, og de første rabarber kan måske tages i næste uge! Der er masser, der ikke er aflyst!
Meget er, men vores tilværelse er ikke aflyst. Vores kærlighed til hinanden og til børn og børnebørn er ikke aflyst. Vores venskaber er ikke aflyst, selvom de må plejes på afstand. Humoren er ikke aflyst – ikke engang humoren, kreativiteten og fantasien i forhold til det at få tilværelsen til at fortsætte.
Aflysningerne sætter sig tungt i vores bevidsthed, men der er mere, der fungerer videre, end der er aflyst – meget mere – ti tusinde gange mere.
Et aflyst løfte?
Dengang for en tretusind år siden, da Vorherre sammen med to engle kom på besøg hos Abraham og Sara i Mamrelund, syntes Abraham, at fremtiden var aflyst. Gud havde lovet ham, at han skulle blive stamfar til et stort folk; men nu var både han og Sara langt over den alder, hvor man – i hvert fald dengang – kunne få børn, så Abraham mente, at Gud havde brudt sit løfte og aflyst fremtiden for ham. Og Vorherres insisteren på, at Sara ville få barn inden et år, fik bare Abraham til at ryste sørgmodigt på hovedet, og Sara til at bryde ud i latter.
Men da Vorherre og hans to adjudanter gentog besøget næste år, havde Sara sønnen Isak på armen. Fremtiden var ikke aflyst. Gud havde ikke snydt Abraham.
En graviditet, der ikke er aflyst
Det er Maria Bebudelse. Og nej, Marias graviditet er ikke aflyst. Den kommer så sikkert som juleaften, for det er jo det, den graviditet fører frem til om en 9 måneders tid. Juleaften – Jesus – verdens frelser. Det er ham, der er resultatet af den problematiske graviditet med ukendt fader – eller rettere med en påstået fader, der er hinsides al fornuft. Gud selv.
Maria, snart er det forår,
det tøver i buske og træer
i havens krukker med liljer,
der venter på mildere vejr,
og spurve pusler i hækken
med første kuld unger på vej.
Maria, naturen venter,
den venter og tier med dig
Maria bliver sat i gang på en lang vandring her ved Bebudelsen – en vandring med mange overvejelser, med frygt og bekymring, men først og fremmest med håb og med tillid til det, der venter for enden af vandringen. Det er ikke kun Marias mave, der vokser undervejs. Maria vokser også med opgaven – bliver parat til at udfylde den rolle, som hun skal varetage: at føde det menneske, der er Guds søn og verdens frelser, ham, der skaber den største omvæltning i menneskers historie.
Maria – et navn for stærke kvinder!
Vi har det jo i vores lutherske kirke lidt blandet med Maria. Vi dyrker hende jo ikke som katolikkerne, der beder til hende og nærmest opfatter hende som et fjerde led i treenigheden. Til gengæld behøver vi heller ikke udelukkende at fokusere på hendes lydighed og ydmyghed og gøre hende til et kvindeideal fra dengang dengang, hvor det var farmand, der bestemte.
I dagens tekst er hendes reaktion på meddelelsen om, at hun skal føde Guds søn, en lovprisning, der samtidig forkynder Gud som den, der er de fattiges og ringes Gud: ”Han har styrtet de mægtige fra tronen og ophøjet de ringe. Sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort”. Det er en stolt programerklæring!
Der er masser af stærke Mariaer i historie og litteratur osv. Tænk selv efter. Jeg kommer lige til at tænke på to Mariaer, som vores bysbarn Isabel Schwartzbach begge har spillet med stor succes: Maria i ”West Side Story”, som ikke vil opgive kærligheden til sin Tony, selvom han tilhører fjenden. Og Maria i ”The Sound of Music”, som med kærlighedens guldhammer får banket hul ind til hjertet på træmanden Kaptajn von Trapp.
Fremtiden er ikke aflyst!
Det er sådan en Maria, stærk og fuld af kærlighed, der bærer barnet, som skal frelse verden. Og ja, hun føder om 9 måneders tid, og det bliver jul, og det bliver påske igen. Fremtiden er ikke aflyst. Den ligger forude så håbefuld som Maria, der mærker barnet vokse i maven. Frelsen er ikke aflyst. Den venter på os som lyset i mørket – det sande lys!
Maria, Herren er med dig,
han bli’r til den yderste dag,
når tvivlen lurer ved døren,
og englen er fløjet herfra.
Han er der, hver gang du ængstes
og beder for dem, du har kær,
han venter belyst af mørket
og våger og er dig nær.
 
Maria, Himlens veninde,
dit forår er brusende hvidt!
En solsort synger mod solen
på naboens gule stakit,
og barnet under dit hjerte
er fyldt af Guds hellige ånd –
det største og alt det mindste
forenet til ét i hans hånd.
( Lisbeth Smedegaard Andersen: ”Maria, snart er det forår”, 2014)
 

Kirkebøn

Gud – i disse dage, som er helt anderledes end det, vi plejer, beder vi dog om kraft og mod til at leve i dette ukendte terræn. Vi beder dig om at lytte til vor bekymring og frygt og fastholde håbet i os.
Vi beder dig også om åbne øjne til at se alt det, vi skal være taknemlige for omkring os, ikke mindst for dem, der holder af os og passer på os, selvom det er på afstand.
Vi beder vi dig, Gud, mind os også nu om vort ansvar for vore medmennesker og for vort eget liv. Der er også mennesker, der sulter, forfølges og er ofre for krige og katastrofer nu. Lad os ikke glemme dem. 
Vi beder for vort land og dets fremtid, for alle dem, der i disse dage rammes af coronaen og for deres pårørende, for børnene, at de må vokse op i trygge omgivelser - for vore konfirmander, at de må vokse i tro, håb og kærlighed, for de gamle, at de må leve, til de er mætte af dage og dø i din fred.
Vi beder for dem, som vi har givet magt og indflydelse i samfundet, for regering og folketing og domstole, at de må bruge deres magt til hele folkets gavn, og vi beder for dronningen  og det kongelige hus. Tak fordi vi må leve i et land, hvor vi i så høj grad kan stå sammen om at klare de udfordringer vi står i.
Og så beder vi for din kirke her hos os og ud over hele jorden. Selvom vi i disse dage ikke kan holde gudstjeneste, kan vi dog på afstand være sammen om at være dit folk og tro på, at du hører vore bønner. Amen.

 

Salme: 108 ”Lovet være du, Jesus Krist"

Velsignelsen

Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

 

Maria-ikon i Jyllinge Kirkes dåbsværelse, malet af Ingrid Nørholm