Prædiken til 1. søndag efter påske 2020 - v/Karen-Marie Winther

 

I dag skulle vi have haft rytmisk gudstjeneste i Hellig Kors Kirke. Selvom vi ikke kan samles, har jeg valgt at lade sangene og salmer afspejle det rytmiske. Allerførst; så læs dette smukke salmevers af Holger Lissner. Salmen i dens fulde længde står i ”100 salmer”:
Det er påske! Alting springer ud,
alle knopperne er lige ved at briste,
det er livet, der vil leves. Det er Gud,
der vil trøste alle os, der måtte miste.
Og når Gud gir liv
og gør det underfuldt og grønt,
blir det påske og opstandelse
og skønt!

 Dagens tekster fra Esajas bog og fra Apostlenes Gerninger kan læses her:
https://www.bibelselskabet.dk/1-s-efter-paaske-fra-anden-raekke

 

Prædiketeksten

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« Johannesevangeliet 21,15-19

Prædiken:

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Hvad er der med den kærlighed? Den er både svær og vidunderlig! Ingen i verden ville leve uden den. Den får i hvert fald vores liv til at åbne sig og vi føler os noget værd når vi er elsket.
Jesus spørger indtrængende i dag; Elsker du mig, Peter? Normalt siger vi ”jeg elsker dig” til hinanden – nogle siger det tit og ofte, andre næsten aldrig eller kun, hvis det virkelig spidser til. Det at elske er store ord, som gør noget ved os, når vi hører det. Det er næsten som om vi vokser et par centimeter og vores hjerte hopper af glæde. Men omvendt; at blive spurgt af et andet menneske, om man elsker ham eller hende, det er noget andet, især, hvis det burde være tydeligt, at man gør det. Tænk bare på, hvad kærligheden kan få os til at gøre, uden vi egentlig går rundt og siger, at det her er en kærlighedsgering. Den får os til at stå op midt om natten for at trøste et grædende barn, den får os til at smøre madpakker, den får os til at bekymre os for vores kære, den holder os vågen om natten, den får os til at ville gå igennem ild og vand. Men selv om vi elsker helt ind i hjertet, så fejler vi også. Vi skælder ud, når overskuddet svigter. Vi opfører os utilregneligt. Vi gør dumme ting som vi bagefter fortryder. Vi svigter dem vi holder af, men bliver forhåbentlig også taget til nåde af dem, som virkelig elsker os. Derfor holder jeg særligt af en bestemt sætning i min kirkebøn, hvor vi sammen beder: ”Tak, for hver og én som holder af os, og som holder os ud”. For kærligheden er ikke ligetil.
I nutidens samfund, hvor intet kan gå hurtigt nok, hvor vi ordner indkøb og læser avisen online, hvor multitasking er en kunst, og hvor vi helst ikke skal spilde tiden mens vi laver mad og derfor lige så godt kan lytte til en lydbog imens, er kærlighedsbegrebet da også under lup. Vi kan sidde bag en skærm og swipe os til kærligheden og hvis den blegner, så swiper man videre. Det er som en moderne udgave af ”Klodshans”, hvor prinsessen sidder på sin trone og se sine bejlere an. ”Dur ikke” og så videre til næste.
Det kræver virkelig noget af os at elske og fortsætte med det når udfordringerne banker på døren. Så selvom kærligheden formår at gøre meget, så er det nok kun Guds kærlighed, der tåler alt, tror alt og udholder alt. Det er en kærligheden som ikke har noget med romantik at gøre, men som varer ved - også på trods. Den swiper ikke videre.
Gud sendte sin søn for at komme os i møde. For at møde os der, hvor virkeligheden udspiller sig – hvor der er glæde, daglige pligter, børn, arbejde, bekymringer, fest og hverdag. Jesus mødte Peter og et venskab opstod. ”Gode gamle Peter” som jeg tror vi er mange, som kan spejle os i. Han udviste engagement, var en ildsjæl, en bulderbasse, men kunne også blive bange og svigte.
Peter var den første, der havde adlydt Jesu ord: følg mig! Den første, der havde bekendt sig til Jesus som den levende Guds søn og derfor fået tilnavnet, Peter, klippen, som Jesus ville bygge sin kirke på. Det var ham, som ville bygge hytter på forklarelsens bjerg. Men Peter var også tumpen, der prøvede at gå på vandet og faldt pladask igennem. Og Peter var også den, der ville hindre Jesus i at drage mod lidelsen og døden i Jerusalem. Tilmed var han højrøstende og stor i slaget. Så da han skærtorsdag havde bedyret, at han aldrig i evighed ville svigte, men om nødvendigt gå i døden, havde han taget munden for fuld. Inden hanen havde galet to gange, havde han fornægtet Jesus tre gange. Natten til langfredag, hvor troen skulle stå sin prøve, hvad var der da blevet af den klippefaste tro? Han havde svigtet, da det gjaldt.

  

 Det var ikke nemt, at være Peter. Det er ikke nemt at leve med sig selv, når man har svigtet og ens samvittighed er sort – det giver rod i nattesøvnen, det kender vi alle. Det var et nulpunkt for Peter, da han mistede Jesus og tilmed fornægtede ethvert kendskab til ham. Men i dagens evangelium, får Peter mulighed for at få sin værdighed tilbage. Over for Gud og Jesus kan et nulpunkt blive til et vendepunkt. Hvilket også blev vist for os i påskens begivenheder.
Jesus er igen sammen med sine disciple. Han er opstået fra de døde og viser sig for dem i 40 dage. Jesus og Peter står ansigt til ansigt og et krydsforhør udspiller sig. Det er ikke fordi Jesus forlanger en forklaring eller undskyldning, som enhver, der er blevet svigtet af en kammerat, et familiemedlem, ægtefælle eller kæreste ville gøre det. Den opstandne Jesus ved, at Peter har fornægtet ham. Det må man gå ud fra, for ifølge Peter ved Jesus alt. Men Jesus taler ikke som en der er blevet svigtet. Han bærer ikke nag eller udtrykker mistillid. Jesus har derimod en anden dagsorden. Han vil vise Peter, at hans kærlighed er noget værd selvom han svigtede. Og så vil han genopbygge Peters selvtillid og give ham en ny værdighed.
Peter bliver spurgt tre gange om sin hengivenhed til Jesus som et modsvar til de tre gange, som han fornægtede ham. Det er som i et eventyr, hvor også tretallet gør sig gældende. Som når den udvalgte finder ud af sit kald, for derefter at gå så meget igennem, for til sidst at vinde over det onde eller vinde prinsessen og det halve kongerige og de sammen kan leve lykkeligt til deres dages ende. Det er dog en hel anden virkelighed Peter og vi i dag er sat i. Lykken er lunefuld som vi synger, og den varer ikke ved. Men lige meget hvad der sker, har vi fået lovning på, at Gud er med os alle dage indtil verdens ende.
Peter er som ethvert andet moderne menneske i dag – der til tider gør gode ting og andre tider svigter og tvivler. Trods sine gentagne svigt, så har Peter en opgave og han bliver ikke vraget. Jesus siger til ham, at han skal være hyrde for fårene. Det er et billede på, at han skal være leder for de kristne, for den menighed der vokser frem efter Jesu død og opstandelse. Han sættes tilbage i det liv, der var gået i stykker. Det, der lignede slutningen, bliver en ny begyndelse. Nulpunktet bliver til vendepunktet.
Ja, mere end det. Peter fik ikke bare mod til igen at stå ved sig selv. Han var ikke helt den samme som før. For Peter kom til at stå forrest og var med til at bygge den kirke op, der bekender sig til Jesus, som den, der overvinder synden og døden. Men Peter vendte ikke tilbage til en tilværelse helt uden besvær, tvivl og uro: Det anes i Jesu ord ”Sandelig siger jeg dig: Da du var ung, gik du, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal føre dig hen, hvor du ikke vil.” Der hentydes til, at Peter endte sit liv som martyr i Rom. Peter skulle være blevet korsfæstet, men efter eget ønske med hovedet nedad, fordi han ikke syntes, at han var værdig til at dø på samme måde som Jesus. Det var ikke en eventyrlig afslutning, men Gud havde lovet at være med ham.
Fornægteren endte med selv at sætte livet til for sin tro på ham, der tidligere havde sat sit til. Disciplen, der reelt ikke var noget dydsmønster, blev til Sankt Peter, den berømteste af Jesu apostle.
Den kærlighed vi bliver mødt med af Gud er ikke romantisk anlagt. Han elsker ikke de få udvalgte, men alle sine børn. Men ikke nok med det, så binder den kristne kærlighed os op på Næstekærlighedsbuddet. Buddet om, at man skal elske sin næste som sig selv. Det er opgaven til os, det er den sammenhæng vi er sat til at leve i og ud fra.
”Når jeg bliver gammel”, synger Gnags, ”skal byen kende til kærlighed, der hvor solen går ned/der er et lys, der rækker helt ind til land/på den anden side af ensomheden”. Det er så fint poetisk beskrevet; der er en kærlighed, som bliver ved med at række ud efter dig og mig. Ræk da også selv ud! Der spørges efter kærlighed. Det gør der fra livet og de andre. Det gør der fra os selv hver især. Der spørges efter kærlighed. Og den gives. Den rækkes til os på utallige måder – også når vi svigter.
Den rækkes også i kirken og ved hver en gudstjeneste, i form af et lille stykke brød og en lille slat vin. Eller tre håndfulde vand på det lille barns hoved og de ord, der siges som tegn på, at du nu og altid, ved Jesus Kristus hører til hos livets og kærlighedens Gud. Så omsluttes vi af den sandhed, at Gud er med os og står ved os, også når vi er modfaldne, og synes vi intet er værd.
Hver gang vi tager den virkelighed til os, så lever Guds ord i os, og så kan også vore nulpunkter blive til vendepunkter, der giver nyt livsmod.  Amen.

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.  Amen.

Kirkebøn:

Gud, vi beder til, at påskens glade budskab må blive delt verden over. Vi håber og tror, at vi kan nå hinanden på en god og omsorgsfuld måde, selvom vi ikke må være sammen. Må vi huske på den ensomme, den isolerede, den som har det sværest nu – også i tiden herefter.
Lad os hver dag blive fyldt med taknemmelighed – også over de små ting her i livet. Lad foråret drive frygt og mørke på flugt. Må påskens opstandelseslys bringe varme og glæde i sind og krop.
Vi beder for din kirke og for kongehuset og for alle hjem. Vi beder for alle, som har det svært – her og ude i verden. Lad din glæde nå ud i alle mørke kroge - hvor der er tvivl, angst, sygdom, død og sorg - hvor der er sult, ensomhed, krig og meningsløshed.
Tak, for hver og en som holder af os, og som holder os ud. Tak for dem, som hører med i vores liv – dem, som lever, og dem, som er døde.
Vi beder for børnene, at de må vokse op i tryghed; for konfirmanderne, at de må vokse i tro, håb og kærlighed; for deres forældre og bedsteforældre, som har fået et stort ansvar betroet.
Følg du os alle på vores veje og hjælp os altid tilbage til dig, når vi farer vild. Giv os alle, nu og i al evighed, din nåde, fred og velsignelse. Amen.