Prædiken til 4. s. e. påske 2020 - v/sognepræst Karen-Marie Winther

Salme 292 Kærligheds og sandheds Ånd! Sang: Radmila Rajic Producer: Adrian Rajic

 
Bøn:
Gud, giv de håbløse håb!
Gør alle, som håber på dig til håbets budbringere.
Lad et menneskes øjne lyse imod dem,
som mistede håbet.
Gør os glade i håbet, tålmodige i trængslen, udholdende i bønnen. Amen.
(Rom 12, 12)
Her er linket til bibelteksterne til 4. s. e. påske:
https://www.bibelselskabet.dk/4-s-efter-paaske-fra-anden-raekke
Evangeliet til 4. s. e. påske:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.« Johannesevangeliet 8,28-36.

Prædiken
Om aftenen den 4. maj 1945 kunne den danske radiospeaker Johannes G. Sørensen via BBC's dansksprogede nyhedsudsendelse meddele den danske befolkning, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig. Fem års tysk besættelse var slut. Meddelelsen kom midt i den normale nyhedsudsendelse kl. ca. 20.35, hvor Johannes G. Sørensen blev afbrudt i nyhedsoplæsningen og fik overbragt beskeden. Efter en kort pause vendte han tilbage til mikrofonen og viderebragte budskabet. Befrielsesbudskabet udløste glæde og begejstring over hele landet. Folk strømmede ud på gaderne og fejrede befrielsen, rev mørklægningsgardinerne ned og tændte lys i vinduerne, selvom kapitulationen egentlig først trådte i kraft den 5. maj klokken 8 om morgenen (dog ikke for Bornholm, ikke at forglemme!)
Hvis man spørger dem, som kan huske krigen, så er man ikke i tvivl om, at de ved, hvad frihed vil sige. Selv hvis man spørger et menneske, som ikke var særlig gammel, da vi blev befriet, kan vedkommende genkalde sig følelsen af frihed, glæde og håb. I forbindelse med 75 året for Danmarksbefrielse har der været mange beretninger om, hvordan man oplevede den overvældende nyhed.
Frihedsfølelsen er forskelligt fra menneske til menneske. Det kommer an på, hvad man har oplevet i sit liv. Som en mor fortalte mig, så blev hendes skoledreng utrolig glad da vores statsminister lukkede skolerne. Drengen udbrød spontant: ”Hun er virkelig børnenes statsminister”. Men det gik jo efterhånden op for drengen, at det ikke var sjovt at gå derhjemme og blive hjemmeskolet og skulle undvære sine kammerater. Det var der ikke meget frihed i.
Spørger man den ældre, hvad frihed er, får man måske det svar; det er at være rask og i stand til at klare sig selv. At frihed er at være fri for at være afhængig af hjemmehjælperens hjælp eller lægens ordinerede medicin. At frihed er at kunne råde over sit eget liv.
Spørger man den nybagte mor, hvad frihed er, vil hun måske svare: at få bare to timer til mig selv – til at sove i eller læse avisen, eller drikke en kop kaffe uforstyrret.
I denne mærkelige virustid, tror jeg også flere er blevet ramt på deres frihedsfølelser. Vi kan ikke rejse, vi kan ikke kramme, vi kan ikke samles som vi plejer. Der bliver talt om hudsult, ja sågar salmesult, fordi vi ikke kan komme i kirke. Vi er pludselige blevet bevidste om, at i frihed kan vi vokse og folde os ud som mennesker. I ufriheden derimod dør vi langsomt rent menneskeligt, i hvert fald hvis vi ikke kan finde små åndehuller af frihed rundt omkring. Ufrihed æder simpelthen sjæle op.
I dag handler evangelieteksten om frihed. Det er en samtale mellem Jesus og folk i Jerusalem. Jesus siger til dem, som er kommet til tro på ham, at de i mødet med ham skal lære sandheden at kende, og at sandheden skal gøre dem frie. Folk stiller sig på bagbenene. For nok vil de gerne tro, men frihed, det behøver de ikke, for den mener de nok, de har i forvejen. Hele deres nationale og folkelige stolthed vælder op i dem, de er Abrahams efterkommere, Guds udvalgte folk, de har aldrig været nogens slaver, hvilket er store ord at tage i munden for jøder, der også dengang levede i et lille land, som der var rift om, og som på Jesu tid var under romersk overherredømme. Besættelsesmagt til trods, så føler jøderne sig ikke som nogles trælle. De er frie og har ikke brug for nogen befrier.
Jeg tror, at det stikker dybt i os, lige fra den trodsige treåriges selvstændighedskamp, over teenagerens smækken med dørene og til vores voksne selvfølelse, at nok vil vi gerne være frie, men vi vil selv tilkæmpe os vores frihed. Vi vil ikke befries. Vi synes ikke, vi har brug for nogen befrier.
Jesus prikker hul i den forestilling. Enhver, som gør synden, er syndens træl, lyder det, og man begynder at ane, at frihed i Guds univers betyder andet og mere, end det gør i vores sprogverden.
For hvad er synd i vores moderne verden? Det har gerne noget med det vi spiser at gøre. Har du syndet i dag? Det vil sige, har du spist en masse sukker, spist store bøffer, drukket rødvin og hygget igennem. Ja, så har du syndet. Aflad kan derimod fås ved at møde op i motionscentret mandag morgen. Her kan vi motionere igennem og derved blive sunde mennesker igen – fri fra synd, indtil vi igen dumper i og overgiver os til vores indre livsnyder igen.
Men synd er noget andet i kristen forstand. Synd er et oprør mod Gud. Præcis som det Adam og Eva gjorde, da de spiste af kundskabens træ. Det måtte de jo ikke, men gjorde det alligevel. Derved kom synden ind i verden. I Johannesevangeliet taler Jesus om synd, som det at være skilt fra Gud og Guds kærlighed. Den kærlighed, som bliver vist igennem Jesus.
Menneskets livsvilkår er, at vi lever med synd. Vi er syndens slaver, i den forstand, at vi kan gøre dårlige, onde og smertelige ting. Vi kan gøre så meget, der gør livet tungt for både vore nærmeste og dem, der er lidt længere væk. Og de kan gøre det samme mod os. Arvesager kan skabe splid og uvenskab, skilsmisser kan være opslidende og blive til en årelang kamp om børnene, uvenskab mellem søskende, jalousi og meget mere kan ødelægge et menneskes glæde og lyst. For ikke at tale om, når uskyldige mennesker rammes af terror i fanatismens ånd.
At bruge sin frie vilje til at handle ondt er der ikke meget sandhed i. Det måtte Paulus også sande. Prøv selv at læse teksten til i dag fra Apostlenes Gerninger. Saulus eller Paulus, som han kommer til at hedde senere, beskrives i begyndelsen som en meget ivrig forfølger af de nye kristne menigheder, han ser til mens en mand stenes og det er også Paulus som beder om bemyndigelse fra ypperstepræsten i Jerusalem til at tage til Damaskus for at arrestere de kristne. Men på vejen til Damaskus oplever Paulus en åbenbaring; han får et syn, hvor han ser et stort lys og hører en stemme, som spørger: "Saul, hvorfor forfølger du mig? Det er Jesus, der taler."
Paulus bliver ikke alene blændet af lyset; han bliver blind – måske som tegn på, hvor blind han før har været. Han lader sig føre til en kristen mand i Damaskus, og først da han lægger hænderne på ham, får Paulus sit syn tilbage og bliver omvendt til at tro på Kristus.
Men hvad med os? Hvem får os til at se, når vi er blændet eller forblændet!? Jesus fortsætter: Trællen bliver ikke i huset for evigt, det gør derimod Guds søn. Hvis altså, Guds søn får gjort jer frie, så skal I være virkeligt frie.
Hvad er da kristen frihed? Der er åbenbart forskel på det, vi normalt forbinder med frihed, og så det, som Jesus kalder virkelig frihed, frihed i Guds univers. Frihed er ikke det samme som at være uafhængig. Frihedens dybeste væsen er at være afhængig. Afhængig af det gode: at et menneske elsker mig, at mine børn har brug for mig, at mine kollegaer kan regne med mig.
Virkelig frihed er når kærligheden tvinger os – så smukt kan det siges. Virkelig frihed er at være bundet til Kristus. Spørgsmålet er bare, hvad vi er bundet til? Liv eller død, godt eller ondt, Gud eller djævel!?
Sandheden skal ligeledes sætte os frie. Det er vist ikke ligetil. For der er mange sandheder. I vores vestlige kultur er sandheden højt prioriteret. Den videnskabelige sandhed. Vi har lægevidenskaben til at forebygge og heldbrede sygdomme. Økonomer til at skabe de bedste økonomiske betingelser. Der er fremtids-, sundheds- og livsstilsforskere, der alle giver deres besyv med, hvad der er sandheden. Vi sætter vores lid til Søren Brostrøm.
Den sandhed som Johannes overgiver os gennem Kristus, er af en anden art. Det er ikke en videnskabelig sandhed, der kan måles eller vejes. Ikke en sandhed der hviler på logik. Den handler ikke om beviser, men om ”overbevisning”. Overvisning om, at Kristus er sandheden, fordi han er det lys, der oplyser menneskets liv, så livet bliver nyt. Kristi kærlighed tvinger os. Den, som Kristus har gjort fri, lever ikke mere for sig selv, men lever for det, som Kristus står for, nemlig kærligheden til og ansvaret for vort medmenneske.
Det er opgaven til os. At vi skal leve i kærlighed. De, som f.eks. har små børn, forstår hvilken værdi, der ligger i det at være bundet af kærligheden til et lille barn. Et spædbarn gør forældrenes frihed til en bundet frihed, men forældre oplever også, at netop denne bundethed gør livet værd at leve. Det gælder os alle, at den frihed vi har i troen på Kristus, er en frihed, der forpligter, fordi hans kærlighed tvinger os til at elske.
Så lad os da huske på, at frihed forpligter. At kærligheden tvinger os. Det er ind imellem svært, og nogle gange ser det håbløst ud, men så lad os holde fast ved Jesu ord om, at det onde ikke bliver i huset for evigt. Det gør derimod Guds egen søn. Guds kærlighed dør aldrig, hvor meget man end korsfæster den. Den, der tør tro de ord, er sandelig fri. Amen.
Salme 492 Guds igenfødte, ny-levende sjæle. Sang: Radmila Rajic. Producer: Adrian Rajic

Kirkebøn:

Gud, vor himmelske far!
Må vi finde vej til din sandhed, som forpligter og samtidig gøre os frie til at leve som de mennesker vi er skabt til at være. 
Lad os hver dag blive fyldt med taknemmelighed – også over de små ting her i livet. Lad foråret drive frygt og mørke på flugt. Må dit glade budskab og vores næstekærlige ansvar for hinanden bringe varme og glæde i sind og krop.
Vi beder for din kirke og for kongehuset og for alle hjem. Vi beder for alle, som har det svært – her og ude i verden.
Vi beder for børnene, at de må vokse op i tryghed; for konfirmanderne, at de må vokse i tro, håb og kærlighed; for deres forældre og bedsteforældre, som har fået et stort ansvar betroet.
Vi beder for dem der lindrer andres nød, og for dem der helbreder og plejer de syge.
Vær med dem, der sidder alene i hjemmene.
Vær med familier, elever, lærere,
mennesker på arbejde og dem der er ramt af ledighed og nedgang, dem som har mistet deres kære:
Vær os nær med din trøst, så vi ikke går tabt i frygt og mismod.
Vi beder for dronningen, for regeringen og for alle som i disse dage skal træffe beslutninger for vort land: Giv dem nåde og visdom til at regere klogt og oprigtigt.
Tak, for hver og en som holder af os, og som holder os ud. Tak for dem, som hører med i vores liv – dem, som lever, og dem, som er døde.
Følg du os alle på vores veje og hjælp os altid tilbage til dig, når vi farer vild. Giv os alle, nu og i al evighed, din nåde, fred og velsignelse. Amen.

 

Velsignelsen
Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred

 

 

Dages kollekt går til Kirkefondet (læs evt. mere her www.kirkefondet.dk)- bidrag modtages med tak på MobilePay