Prædiken d. 31. maj 2020 - Pinsedag v/sognepræst Karen-Marie Winther


Teksterne til Pinsedag kan læses her: https://www.bibelselskabet.dk/pinsedag-fra-anden-raekke
 
Prædiken:
I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Hver gang vi kommer til kirken for at fejre gudstjeneste sammen, har vores kirketjener hejst flaget for os. I dag har jeg så også sat et flag her på prædikestolen. Det har jeg af to grunde; For det første fordi det er så dejligt at være tilbage her i kirken og mærke det fællesskab som udfolder sig bedst i ord, salmesang og musik. Det er ikke det samme som præst at stå foran et kamera eller at skulle skrive en prædiken som ”bare” lægges på vores hjemmeside. Eller som menighed at skulle sidde hjemme i sofaen, nogle helt alene og isoleret. Det er nu engang bedst at være fysisk tilstede.
Vi er her. Levende. Godt nok med afstand, men dog ikke alene. Det er i den grad værd at fejre, hvilket vi så også gør hver eneste søndag, hvor flaget ryger til tops og vi mødes i kirken på trods af alle de skel der måtte være imellem os.
For det andet, så er det i dag Pinsedag. Det er kirkens fødselsdag. Og havde det ikke været for alle mulige restriktioner; så skulle vi have spist lagkage til kirkekaffen. Sådan bliver det ikke, men I må i stedet støtte den lokale bager og købe en kage med hjem til kaffen. ”Du må godt” - som det hedder i en reklame.
Der er en enestående grund til, at vi sidder her. Tidligere i gudstjenesten hørte vi, hvordan disciplene sidder slukøret, side om side, forskanset inden døre. Jesus er vendt tilbage til sin far i himlen, og de er nu overladt til sig selv. Forladthed er vel sagtens den følelse de sidder med. Det kendte er i opbrud, og hvordan skal de komme videre? Det mest forunderlige kommer til at ske; Guds Ånd holder simpelthen flyttedag den allerførste pinse. Disciplene sidder forsamlede i Jerusalem, og pludselig oplever de gejsten gribe dem. Det brænder i dem, deres sind luftes ud. Og de gribes af glæde, gå-på-mod og virkelyst. De kan bare kigge på hinanden. For over deres hoveder er der tunger af ild. Alt er pludselig blevet nyt for dem. De ved, hvad det er, de skal gøre. Og de tør gøre det. Helligånden har givet dem talegaver på alverdens sprog. Nogle har måske tænkt, at disciplene havde drukket sød vin. Vi kan selv tænke efter, hvordan vores skoletysk eller fransk bliver lidt bedre når vi har drukket mod til os. Men det er altså ikke tilfældet med disciplene. De er nemlig fyldt af Spiritus Sanctus, som sætter dem i stand til at fortælle om alt det de har oplevet med Jesus og hørt om Gud til alle de mange jøder, som er samlet i Jerusalem i Pinsen. Lige meget hvilket sprog de taler, så kan de forstå det.
Det fortælles, at omkring tre tusinde mennesker ved dette pinseunder kom til tro på, at Jesus var Guds søn og de lod sig døbe. På den måde blev de første menigheder grundlagt og derfor kalder vi også Pinsen for kirkens fødselsdag. Siden er budskabet blevet forkyndt verden over, og er grunden til, at vi også er her i kirken. Vi blev menighed fordi ordet om Gud og Jesus ikke var tomme ord, men i den grad lever endnu ved Helligåndens hjælp.
Pinseunderet fortæller os noget vigtigt: Vi er ikke overladt til os selv, heller ikke når vi har mest lyst til at sidde slukøret bag nedrullede gardiner eller når vi føler os hægtet af livet, af os selv, af vores medmennesker. Pinse er, at Gud ved Jesu ord og Helligåndens gerning forsikrer os om, at vi ikke skal være faderløse, som der står i dagens evangelium. At vi ikke er hjemløse. Svævende rundt på må og få. I pinsen bliver vi fortalt, at vi alle sammen er en del af Guds historie.
Hvad vil det sige at høre til? Karen Blixen har sagt; "Når man fortæller sætter man ting sammen, som er gået i stykker". Vi kender det når vi er kede af det, og har behov for at læsse af på et andet menneske. Det hjælper. Det, som er ”gået i stykker” inde i os forløses når vi får lov til at tale om det. Arrene på sjælen bliver mindre når vi møder forståelse og bliver hørt. Ligeledes hjælper det også at vide, hvad man kommer af og forstå hvilken historie man har med sig. Jeg kan da selv mærket, at jo ældre jeg bliver, jo mere begynder jeg at interessere mig for min historie. Tænk sig, alle de fantastiske historie og barske skæbner som ligger gemt i hver vores historie, og som på hver deres måde har været med til at præge os og forme os til de mennesker vi er i dag. Det er ikke uden grund, at der findes mange bøger man kan give bedsteforældre, som sætter dem i gang med at skrive deres livshistorier og erfaringer ned til deres børn, børnebørn og oldebørn. Vores slægtshistorie binder os sammen som familie på godt og på ondt. Men det er ikke den enegyldige historie om os. Der er nemlig noget, som er større; den livshistorie vi bliver en del af ved dåben.
Her i kirken tager vi livtag med alle de store spørgsmål som liv, død, sorg, glæde, skyld, skam, næstekærlighed, etik og mange andre vigtige emner for menneskelivet. Her er budskabet vel sagtens også: ”Når man fortæller sætter man ting sammen, som er gået i stykker”. Vores liv bliver sat ind i en større ramme. Jesus gav sine disciple et sted at høre til. En følelse af at høre hjemme hos ham. Man forstår deres bekymring og angst, da han forlader dem. I pinsen går Jesu løfte i opfyldelse. ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer”. Det sker i pinsen. Vi er ikke ladt alene og hjemløse tilbage i denne verden. Vi har et sted vi hører til og et sted vi kan komme, ligegyldigt, hvor vi er i vores liv og hvad vi må bære rundt på grundet vores historie.
Jeg kom til at tænke på en bog af en kvindelig præst, som handler om den sorg, det var, da hendes mand døde fra hende og deres 4 børn. Men mest om, hvordan hun fandt glæden ved livet igen. Bogen hedder faktisk ”Nedenom og hjem”. Vi kender nok alle dette udtryk, og har måske også brugt vendingen, bare ikke i en god betydning. Men i bogen bliver udtrykket ”nedenom og hjem” faktisk vendt til noget positivt. For egentlig er det også et evangelisk udtryk, at vejen nedenom også er vejen hjem. I kristelig forstand går vejen hjem ikke oven over lidelsen eller uden om den, men ned under og gennem lidelsen og hjem ad den vej. Det er en af de mest grundlæggende bevægelser i kristendommen. Det var jo den vej, Jesus gik. Så når vi er slået til jorden eller flakker hjemløse omkring, ja så er alt håb ikke ude. Vi bydes nye muligheder. Vi kan stadig komme hjem.
Hun fortæller om alle de spørgsmål, som hun i sin afmagt stillede, mens manden var syg og efter hans død: ”Jeg har ikke fået nogen forklaring på mit hvorfor, men egentlig er det også uinteressant for mig, for en forklaring ville ikke hjælpe. Forklaringer kan være rationelle, men ingen forklaring giver den døde tilbage. I stedet for forklaring, har jeg oplevet forklarelse: At få en erfaring af, at Gud er der. Det efterlader dig stadig med mange spørgsmål, men det kan give mod til at leve videre”, siger hun. Og Helligånden skaber denne forklarelse. Det, der er gået i stykker og faldet fra hinanden, sættes sammen og forbindes på nye, ofte forbløffende og uforudsete måder.
Som præst kommer jeg i berøring med mange menneskers liv. Forud for en begravelse har jeg altid en samtale. Og det er ved disse samtaler, at der kan ske det mest utrolige. Det er ikke fordi Gud gør særlig meget væsen af sig selv. Der er ingen vinduer, som bliver smækket op eller døre, der bliver flået op. Der er ingen ildtunger over vores hoveder. Sådan som man måske synes det skulle være når Helligånden er på banen. Det mærkes helt anderledes. Jeg kan sidde over for mennesker, som er i dyb sorg og krise og som ikke kan finde hoved eller hale ved det hele. Men midt i alt det tunge og det besværlige kan der indfinde sig klarhed og forløsning for en stund. For der sker noget, når man taler sammen. Man mindes og den døde får liv igen, i minderne og i hjertet. Pludselig kan de pårørende mærke den dødes ånd og hvor der før var tristhed, bliver der nu livsmod og håb. For der er jo ingen som ville undvære at have levet med den afdøde. Sorgen er altid kærlighedens pris, når vi giver os i kast med at elske et andet menneske. Vi ved jo ikke, hvem der først går bort.  Men tænkt sig, alt det vi er blevet beriget med imens tid var. Alt det, som vi har oplevet med den anden.
Helligånden er imellem os. Vi kan ikke se den, men mærke den når den giver os det mere i livet, vi ikke troede var muligt. Når vi midt i de små dagligdagssituationer eller ved de store begivenheder i vores liv møder klarhed og forløsning.  Når vi i samtale eller i knus og omsorg, kommer videre selvom vi jo egentlig synes vi var gået nedenom. Når vi oplever at kunne se klart og fatte mod og håb for det som skal komme på trods af det som er sket – så har Helligånden været på færde. Det skal vi tro på. At nok lader Gud os flakke omkring, men vi har hjemme hos ham i hans store fortælling med os mennesker. Også på denne pinsedag. Glædelig Pinse til alle. Amen.
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.  Amen.