Tekst og prædiken til 2. søndag efter påske - v/sognepræst Mogens Damm

Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens samfund være med os alle!
Salme: 54 ”Du, Herre Krist, min frelser est”, sunget af vores kirkesanger Radmila Rajic, der synger alle salmerne i dag.  
 

Læsning fra Det gamle Testamente: Salme 23:
”Salme af David.
Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.
Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.”
Salme: 168 ”Hyrden er én og så hans hjord.” 

 

Læsning fra Det ny Testamente: Hebræerbrevet kapitel 13 vers 20-21:
Måtte fredens Gud, der førte fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde med en evig pagts blod, sætte jer i stand til alt godt, så I gør hans vilje, idet han selv udvirker i os, hvad der er ham velbehageligt ved Jesus Kristus. Ham tilhører æren i evighedernes evigheder! Amen.
Salme: 373 ”Herre, jeg vil gerne tjene.”

Evangelium: Johannesevangeliet kapitel 10 vers 22-30:
”Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd.”
Trosbekendelse:
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.
Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved
Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og
begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til
himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han
skal komme at dømme levende og døde.
Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.
Prædiken:
Hvad der er sagt og sket i forbindelse med den jødiske løvhyttefest om efteråret, fortæller evangelisten Johannes om i kapitlerne lige før evangelieberetningen i dag. Nu er det blevet december. Og tid til tempelvielsesfesten. Festen for genindvielsen af templet i Jerusalem. Til minde om den renselse, som Judas Maccabæer foretog i år 165, efter at den syriske konge, Antiokus Epifanes havde besmittet det hellige sted med afgudsbilleder. Det er midvinter. Jerusalem ligger ca. 1000 meter over havet og vinterregnen er voldsom, så der kan være koldt ved midvintertide. Jesus gik derfor i Salomos Søjlegang, som omgav en del af templets forgår, og hvor der var læ for regnen. Og stedet var, efter sigende, rester af kong Salomons gamle tempel, og lå på tempelhøjens østside. Lige over Kedrons dal.
Det fortælles, at jøderne slog ring omkring Jesus. Det kan betyde, at nu er der noget så vigtigt, der skal for en dag, at det kræver både ro og koncentration. Det kan måske også opleves som et noget fjendtligt tiltag. Nu kunne Jesus i hvert fald ikke løbe fra jødernes ærinde. Og det er ikke til at sige, om jødernes spørgsmål, om Jesus er Kristus, den længe ventede verdensfrelser, der fortælles om en række steder i Det gamle Testamente, er udtryk for ren nysgerrighed, gryende tro eller list. List, så spørgerne var ude på at få Jesus til at svare ”Ja!”, for da at få ham anklaget for gudsbespottelse og henrettet. Men tankevækkende er det, at de slå en cirkel om Jesus. Og derved, uforvarende, kommer til at danne et symbol, der falder helt i tråd med Jesu svar om, at han er Kristus, manden med glorien.
Direkte havde Jesus kun sagt til to mennesker, at han er Kristus, Messias. Den ene var en samaritansk, altså ikke-jødisk kvinde. Den anden var en blindfødt mand. Men indirekte havde han sagt det til mange forskellige mennesker, ved forskellige lejligheder. Jesus havde f.eks. betegnet sig selv som Gud lig og ”det levende brød, der kommet ned fra himlen”, og sagt, ”Den, der tørster, skal komme til mig og drikke”, og han havde kaldt sig ”verdens lys.” Stærke men åbenbart ikke tilstrækkeligt overbevisende billeder på, at Jesus er Kristus og ét med Gud. Og det var åbenbart ikke kun Jesu ord, der kun nåede jøderne til øret og ikke gik dem til hjertet og førte dem til tro på Jesus. Det var også Jesu gerninger. De, ellers meget spektakulære, gerninger, hvis underfulde karakter fortalte, at de blev gjort i Guds navn. Med kraft og autoritet fra Gud selv. Heller ikke undergerningerne førte jøderne til tro på Jesus som Guds Søn. Og Jesus giver selv forklaringen. Grunden er, at jøderne ikke hører til Jesu får. Og dermed introducerer han et nyt billede, en ny selvbetegnelse. Jesu som den gode hyrde. ”Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg!”, skriver H.C. Andersen i slutningen af eventyret, ”Den grimme ælling.” Og vi kunne spørge: ”Hvad gør det at være får, når blot Jesus er vores hyrde?” Men svaret er ikke entydigt. For selv om det fører mange gode ting med sig at have Jesus som hyrde, så er det ikke alle, der vil være hans får. Det, Jesus skænker os, er ellers uendeligt stort og dybt: evigt liv og tryghed og ubrydeligt fællesskab med ham, gennem Jesus. Hvad mere kan man så ønske sig? Også i Hebræerbrevet er Jesus den gode hyrde. Og ved ham har Gud, fredens Gud, oprettet en ny pagt med den kristne menighed. Freden er oprettet i kraft af Jesu opstandelse fra de døde. Den gode hyrde fulgte sin hjord ind i døden, og nu tager han os, ved sin opstandelse, ind til et helt nyt liv. Jesu opstandelse fylder os med den kraft, der får os til at gøre hans vilje.  Men hvorfor tog jøderne ikke imod med taknemlighed og glæde? Det svarer Jesus selv på. Fordi de ikke hørte til hans får. De manglede den indre sandhed, som fører til tro. Sand tro er ikke at tro, fordi vi skal. Men sand tro er at tro, fordi vi ikke kan lade være. Og de kunne åbenbart sagtens lade være. For de havde ikke hverken øre eller hjerte for sandheden fra Gud, som Jesus formidlede den. ”Jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke”, siger Jesus til sine jødiske landsmænd. De havde måske besluttet, at de ikke ville være får og heller ikke havde brug for en hyrde eller en herre. Måske havde de deres egen sandhed og havde nok i den. Sådan tænker mange også i dag. Måske er problemet, at vi vil være vores egen hyrde. Måske ligner vi jøderne i dagens evangelium på det punkt.
Men der var nogle, der var Jesu får. Han kender dem. De følger ham. Og får evigt liv i gave. Det evige liv har vi ikke i os selv. Vi bærer døden i os. Og har brug for den befrielse fra den, som Jesus skænkede os med sin opstandelse, Påskemorgen. Og det evige liv i tilgift. De underfulde gaver skaber tryghed. Jesus er den stærkeste. Han har Guds styrke. Almagten. Der er ingen som kan tage noget fra Gud eller Jesus. De er ét, fortæller Jesus. Ét i kærlighed til menneskeheden. Ét i hensigt. Ét i gerning. De har samme mål og samme sind. ”Jeg og Faderen er ét”, siger Jesus. Og så fik jøderne, der havde dannet cirkel om Jesus, alligevel direkte svar på deres spørgsmål. Jesus er Kristus. Den levende Guds søn. Èt med Gud.
Den jernring, jøderne havde lagt uden om Jesus, opløstes herefter langsomt, og evangeliet, det glædelige budskab om Jesus som den gode hyrde spredtes efterhånden over hele kloden. Så vi også har kunnet samles om Jesu ord. Sammen, hver for sig. Men alle får i samme flok. Og med samme, gode hyrde.       
Det er sådan salmedigteren i den gammeltestamentlige salme 23, taler – tillidsfuldt - til Gud, som en hyrde, der lader ham ligge på grønne enge og leder ham til det stille vand. Men som også går med i mørkets dal. Leder os igennem øde områder, for at vi kan nå frem til nye græsgange. Når vi læser eller hører salme 23, smelter den sammen med Jesu billedtale om sig selv som den gode hyrde. Og så tilføjes det gamle hyrdebillede symbolkraft fra det evangelium, hvor det forkyndes, at den gode hyrde, vor Herre Jesus Kristus, satte livet til for sin hjord. Han gik med fårene i dødsskyggens dal, for at vi, for evigt, kan ligge i grønne enge ved hvilens vande i Paradiset. Og selvom ingen af os kender nogen hyrder, så taler ordene alligevel til os om noget, som vi kender. De taler til vores længsel efter hvile, fred og beskyttelse, anerkendelse og accept på trods af vores fejl og fald og de farer, vi er omgivet af. Hvis vi holder gudstjeneste med det spørgsmål i tankerne, som mange af os måske af og til stiller os selv: ”Er jeg nu god nok?”, så svarer evangeliet: ”Nej, men du er velkommen alligevel! Du er får. Bare følg hyrden.” Jesus Kristus, som aldrig tvang eller lokkede nogen. Han kaldte og sagde: ”Hør min stemme og følg mig”. Og så fulgte de Ham.
Så når salmedigteren siger: ”Herren er min hyrde”, så betyder det, at digteren overgiver sit liv til Gud og håber og forventer alt godt fra Ham. Og når Kristus siger: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd”, så kan vi svare: ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød. Han lader mig ligge i grønne enge. Han leder mig til det stille vand. Han giver mig kraft på ny, han leder mig ad rette stier for sit navns skyld. Selvom jeg går i mørkets dal frygter jeg intet ondt, din stok og din stav er min trøst”…mit bæger er fyldt til overflod. Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever. Og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage. Amen.
 
Salme: 54 ”Hvad mener I om Kristus?”

 
Fader vor,
du som er i himlene!
Helliget vorde dit navn,
komme dit rige,
ske din vilje,
som i himlen således også på jorden;
giv os i dag vort daglige brød,
og forlad os vor skyld,
som også vi forlader vore skyldnere,
og led os ikke i fristelse,
men fri os fra det onde.
Thi dit er riget og magten og æren i evighed!
Amen.
 
"Herren velsigne dig og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred."
 
Salme: 70 ”Du kom til vor runde jord.”

 
J.S. Bach: ”Bist du bei mir.” Sopran: Radmila Rajic