Søndagsgudstjenesten fra start til slut

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et ret fast gudstjenesteforløb

Gudstjenesten følger et ret fast forløb. Søndagsgudstjenesten, som hedder Højmessen, er derfor næsten ens i alle danske folkekirker. Her er forløbet beskrevet sådan, som det normalt foregår.

Fra gammel tid begynder højmessen med en lang klokkeringning, hvor klokken kalder folk i sognet til kirke. Herefter følger præludiet, som er et forspil til gudstjenesten. Kordegn, kirkesanger eller en repræsentant fra menigheden beder dernæst indgangsbønnen, som er en bøn, der fortæller, at gudstjenesten begynder. Efter indgangsbønnen følger den første salme, som ofte handler om årstiden, kirkeåret eller dagens tema.

 

Herren være med jer

Efter salmen hilser præsten menigheden med den hilsen, som siden den allerførste kristne påske har lydt mellem alle kristne: ”Herren være med jer” og menigheden svarer ”Og med din ånd” eller ”Og Herren være med dig”.

Præsten vender sig nu mod alteret og beder en bøn, der kaldes kollekt. Præsten vender sig mod alteret, fordi alteret er Guds sted og præstens bevægelse repræsenterer, at hele menigheden henvender sig til Gud. Når præsten derimod vender sig mod menigheden og læser, og taler, er det en bevægelse, der angiver, at det sagte er fra Gud og til menigheden.

 

Tekstlæsning og prædiken

 

Præsten læser et stykke fra Det gamle Testamente og et fra apostlenes breve eller fra Det Nye Testamente. Til hver søndag hører en bestemt tekst. Teksten findes i Alterbogen, som har to såkaldte tekstrækker, hvor første teksterække anvendes, hvor hovedparten af kirkeåret falder i ulige år, mens anden tekstrække avendes, hvor hovedparten af kirkeåret falder i lige kalenderår. Alterbogen findes aftrykt i Den Danske Salmebog, så man som deltager i gudstjenesten altid kan følge med i, hvad der læses til dagen. Læsningerne afbrydes af salmer. Dernæst følger trosbekendelsen, som enten synges eller siges. Efter læsningen af evangeliet følger prædikenen, som fortolker og kommenterer evangelieteksten. Prædikenen slutter med en lovprisning af Gud. Prædikenen er gudstjenestens højdepunkt, og varer normalt omkring 10-15 minutter.

 

Bøn og velsignelse

Efter prædikenen beder præsten på menighedens vegne kirkebønnen. I bønnen takker man Gud, og beder om hans hjælp til at klare dagliglivet, og der bedes særligt, for de syge, sørgende, fattige og de ensomme. Endelig beder man for øvrigheden, dvs. folketing, regering og andre, der i kraft af deres offentlige embede har pligt til at drage omsorg for menneskers ve og vel. Der kan bedes for kongehuset, og det gør de fleste præster.

Efter kirkebønnen lyder den apostolske velsignelse, som kristne alle dage har sendt hinanden af sted med. Velsignelsen er lagt her, fordi mange kirkegængere førhen gik efter prædikenen og ikke deltog i nadveren, men de ville gerne have velsignelsen med.

 

Nadver

Efter salmen efter prædikenen fejres der nadver. Nadverbønnen går kun tilbage til 1912, mens Fadervor og de ord, der indstifter nadveren derimod går tilbage til Jesus selv, og findes i tre af evangelierne og i et af Paulus’ breve.

Nadveren slutter med en takkebøn, og herefter følger ”Den aronitiske velsignelse”, der går helt tilbage til Det Gamle Testamente. Selv om gudstjenesten egentlig slutter med velsignelsen, rundes den alligevel af med en salme, med en udgangsbøn og med udgangsmusik (postludium).

 

Den danske Ritualbog

Reglerne for højmessens forløb er beskrevet i ”Den danske Ritualbog” fra 1992, og skal følges nøje. Ritualet er aftrykt i Den danske Salmebog, så man som kirkegænger altid kan følge med i forløbet. Ritualet indeholder dog også en række variationsmuligheder, som menighedsråd og præster kan vælge imellem.