Hellig Kors Sangerne

Der bliver sunget og grinet og hygget meget..

- når Hellig Kors Sangerne mødes og øver til næste søndags gudstjeneste. 

Hellig Kors Sangerne blev oprindelig dannet i forbindelse med indvielse og ibrugtagning af Hellig Kors Kirke i 2008. Hensigten var, at skabe et underlag og en støtte for menighedssangen i den nye kirke, som selv med en dygtig kirkesanger kunne være lidt af en mundfuld at synge op. Den gang kaldte koret sig "Sangerlauget". Siden blev der udskrevet en konkurrence om et nyt navn - og valget faldt på Hellig Kors Sangerne. Det viste sig, at der var stor interesse for at synge med - og gruppen af frivillige sangere blev hurtig så stor, at vi kunne kalde os for et kor.

Koret føler en stor tilknytning til Hellig Kors Kirke - og det er da heller ikke nogen hemmelighed, at sangerne er et stort aktiv for kirken.  Hellig Kors Sangerne mødes hver onsdag og synger – fortrinvis de salmer som skal synges ved næste gudstjeneste – men der bliver også plads til andre salmer og sange, som man har lyst til at synge og lære.

Stemningen er afslappet og hyggelig og der er plads til masser af grin og sjov. Vores to organister Jytte og Lars guider os sikkert igennem både korprøver og salmesangen til gudstjenesterne. Fælles for alle os der mødes  er, at de kan lide at synge – nogle synger højt og nogle synger lavt, og der er både brummere og pippere – og man behøver ikke at have bestået en udvidet eksamen i klassisk sang for at være med. Der synes med hver sit næb, og der er plads til alle.

Det er jo et frivilligt og ulønnet kirkekor, og det betyder også, at man deltager så meget man har tid og lyst til. Så både korprøver og deltagelse i gudstjenester sker af ren lyst og ikke af pligt, og der er ikke nogen der bliver ”draget til ansvar” for ikke at møde op til hverken korprøver eller gudstjenester. Det kan være, at du bedst kan lide at synge til korprøverne - og ikke har tid/lyst til at dukke op ved gudstjenesterne - eller at du måske lige vil kende salmerne bedre før du synger dem en dejlig søndag ude i fremtiden. Det kan også være, at du ikke har lyst til at komme til korprøverne, men hellere vil kigge på salmerne derhjemme og så dukke op ved nogle af gudstjenesterne. Alt er tilladt - der er ingen regler og stramme bånd. Jo, forresten - der er én regel:  Du skal nyde det...

Men vi kan sagtens bruge flere sangvenner!

Så hvis du er én af dem, der synger af hjertets lyst under bruseren – men måske godt kunne tænke dig at synge sammen med andre, så prøv at kigge forbi en onsdag.  Der øves fra 17:00 til ca. 18:00 i Laden, Jyllinge Præstegård. Og så synges der gudstjenesten hver søndag kl. 10:00, skiftevis i Hellig Kors Kirke og i Jyllinge Kirke - og deltager ind imellem i særlige arrangementer i kirkeligt regi. Koret har  f.eks. deltaget i  Palmesøndags procession, solnedsgangsandagt, musikandagter og sommergudstjenester i præstegårdshaven, ligesom at flere deltager aktivt som oplæsere ved De Ni Læsninger.

Har du fået lyst til at høre mere, er du velkommen til at kontakte korleder Jytte Kiholm. Ellers dukker du bare op en onsdag og ser om det er noget for dig.

   Hellig Kors Sangerne øver