Tekst og prædiken til Bededag 2020 v/sognepræst Karen-Marie Winther

Præludium:  Af dybsens nød, o Gud, til dig · Den Danske Salmeduo

 

 

 

 

 

 

Bøn af digter Simon Grotrian fra hans bog ”Citroner til Vorherre”
Forårsbøn:
Kære Gud, det er alt for belastende at være til. Så må man hellere være fra. Vi tager tøjet på fordi vi er gaver til hinanden hér i verden. Løvet danser frem igennem sjælene, der hobes op i ensomhedens baljer. Lad denne kantede knoglepakke med fedtsløjfer glide ind af døren til min elskede. Lad Livets Træ skyde fire blade som konvolutter til opstandelsen, fødderne stejle mod Himmeladressen. I Jesu navn amen.
 
Tekster til bededag – her kan du læse salmistens klagebøn og Epistlen som skrives til hebræerne: https://www.bibelselskabet.dk/store-bededag-fra-anden-raekke
 
Evangelieteksten til bededag:
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« Matthæusevangeliet 7,7-14
Prædiken (kan også læses under optagelsen)

Prædiken til Bededag 2020.
Bededag er en særlig helligdag. Den findes ikke andre steder end i Danmark. Mange forbinder bededag med konfirmationsfester og varme hveder. I år må vi nøjes med at spise varme hveder, mens vi selvfølgelig ser frem til at kunne konfirmere alle vores unge mennesker til september.
Oprindelig fandtes der mange bededage i Danmark. De var spredt ud over hele året og folk skulle gøre bod og faste og præster skulle bede for fred. Alle de her bededage blev sløjfet ved Reformationen. Men i 1886 var det faktisk biskoppen i Roskilde, Hans Bagger, som indførte hele tre bededage. De blev dog til én bededag. Store bededag, som vi kalder den.
Dagen inden varslede man bededagen med klokkeringning. Butikker, kroer og beværtninger skulle lukke og folk skulle gå hjem og hellige sig fasten og bønnen. Den skulle forsætte til fredag efter gudstjenesten. Bagerne havde da bagt hvedeknopper, som kunne varmes. Men da duften bredte sig, begyndte velsagens også mundvandet at løbe. Det var svært at vente med at spise de varme kardemomme-duftende hveder. Folk spiste dem allerede torsdag aften. Ligesom vi gør i dag. Det kan nemlig være svært ikke at tage forskud på glæderne.
Lige nu lever vi i en tid, hvor vi glæder os til det igen bliver normalt. Hvor det også kan være svært ikke at tage forskud på glæderne. De unge vil så gerne samles. De vil så gerne leve det ungdomsliv, som de er født til at leve nu. Når vi voksne kommer ud af ”hulen” derhjemme for at handle eller aflevere børn, så er det også svært ikke at kramme dem, som vi kender og møder på vores vej. Vi siger det gerne højt ”ej, hvor ville jeg gerne kramme dig nu” og det hjælper lidt. I alt det som sker nu, lægger der også en bøn om noget bedre. Rundt omkring i vinduer hænger der tegninger eller perleplader med regnbuer. Eller man dele sine tegninger eller oplevelser på de sociale medier med hashtagget #Detblivergodtigen.
Regnbuen er blevet et symbol på, at det bliver godt igen. ”Hvorfor?”, spurgte min børn forleden. ”Nå ja”, sagde de, da jeg fortalte dem om Noas ark og den pagt som Gud lavede med Noa efter det havde regnet i 40 dage. Guds pagttegn på, at det aldrig skulle ske igen, var at sætte en regnbue på himlen. Nu kunne Noa og familien gå fra borde og de kunne tage hul på en ny og forandret hverdag. Fuldstændig som vi også er ved nu og som kræver tålmodighed og afsavn, en usikker fremtid for alle, som er blevet afskediget og en noget anderledes hverdag for store som for små, i skolen og på arbejdet, og for dem, som har mistet i denne tid.
Der er meget bøn i vores hverdag – og her tænker jeg ikke på, at vi sidder i vores lønkammer og folder vores hænder. Men jeg tænker på de gange, hvor vi siger; ”Jeg krydser finger for dig, knæk og bræk, god bedring, ha’ det godt til vi ses igen” og hvad vi ellers måtte sige af omsorg for vores kære. Det er en bøn om, at det må god dem godt. Og så er der også bøn henvendt til Gud. Måske nogle i denne tid pludselig har tænkt, nu er det tid til at folde hænderne og bede til Gud. Måske det endda er sket for mennesker, som ellers aldrig beder. Men hvorfor tyr vi til bøn?
Når vi i evangeliet til denne bededag hører Jesus sige: ”Bed så skal der gives jer”, så ville de ord i et barns, og sikkert i mange andres, ører - være dén eneste nødvendige grund til at bede: nemlig fordi man får, hvad men beder om. Det kunne være svaret på, hvorfor vi beder.
Bøn kan tage form af en ønskeseddel med ord om, hvad vi gerne vil have eller helst vil undgå. Der står ikke nødvendigvis lottogevinster eller godt vejr til brylluppet på bønnens ønskeliste. Men derimod handler mange af vore bønner om, at livet og morgendagen lægges tilrette for os og vore nærmeste, så vi kan leve uden frygt, sorg og savn.
Hvis det er dét, Jesus mener, når han siger: ”Bed, så skal der gives jer”, så er det jo ikke helt sandt, hvad han siger. For vi oplever netop, at morgendagen bringer både frygt, sorg og savn. På den måde bliver vi ikke altid bønhørte. Vores dybeste ønsker og længsler formes til bøn, der lyder højt i klare velformulerede sætninger eller som bare bor i os i et virvar af tanker. For sådan kan man også bede. Men der er ikke altid et svar. Der er ikke altid det svar, vi helst vil høre.
Forfatteren C.S. Lewis, der især kendt for Narniabøgerne har sagt noget i retning af: ”Bønnen ændrer ikke Gud, bønnen ændrer mig”. Han bad selv for sin elskedes overlevelse, men hun døde fra ham. Alle hans ord formet som bønner til Gud holdt ikke døden på afstand. Men gennem dagene og gennem ordene forstod han, at det var sådan hans liv skulle være – at han skulle miste sin sene kærlighed. Han blev ikke bønhørt i sådan almindelig forstand, så han fik, hvad han bad om.
Vi bliver heller ikke altid bønhørt. Men vi bliver hørt. Det er derfor, vi beder. Fordi vi med Gud kan dele alt, der ligger os på sinde. Af længsler og håb, af taknemmelighed. Alle de sårede skrig. Afmagten. Fortvivlelsen. Når vi fra dybet råber til Gud.
Vores bøn afslører, hvor vi står i livet. Det kan vi også høre i salmistens bøn, som er teksten til i dag fra Det gamle Testamente, hvor der står: Fra det dybe råber jeg til dig, Herre. Herre, hør mit råb, lad dine ører lytte til min tryglen! Bønnen er blevet til råb, til en tryglen. Han er hjælpeløs og må derfor bede om Guds hjælp.
Vi beder, fordi vi tror, Gud tager i mod vores bønner og bærer vores liv sammen med os. Når vi tager de tungeste skridt og når vi går med dansetrin gennem livet. Gud kender os som sine skabninger og Gud kender os gennem vore bønner.
For tiden hitter det at strikke. Det handler om det nære, om tid til at fremstille noget, som ikke er masseproduceret. Tiden lige nu har fået mange til at tænke anderledes, til at forny deres fokus og deres livsværdier. De har valgt en anden vej. Der er også dem, som sige, at vi vil få øjnene op for at kunne lave hjemmearbejdspladser eller få øjnene op for det at kunne være mere sammen med familien – nogle vil så også sige det modsatte, de glæder sig bare til de kan komme væk.
Jesus taler netop også om at vælge en vej. Det er også ham, som siger om sig selv; Jeg er vejen, sandheden og livet. Han peger på vejen og den går også igennem bøn. På en bededag som i dag bliver vi mindet om vigtigheden i at bede. I at ændre vores fokus, og finde vej til Gud. Kan vi ikke selv finde på ord, så gør brug af dit Fadervor. Det er også Fadervor, der er baggrunden for dagens evangeliefortælling. Scenen er Bjergprædikenen. I det foregående kapitel af Matthæusevangeliet har Jesus givet vejledning om, hvordan hans disciple skal bede. Ikke som hyklerne, der ynder at vise sig for mennesker ved at lade munden løbe. Vi bønhøres ikke af vore mange ord. Nej, bed blot den enkle bøn til din fader, som er i det skjulte. Fadervor fik vi netop som nådegave i dåben.
Bønnen ændrer vores fokus. Den sætter ikke os i centrum, men viser, at der er mere på spil. I en verden, som er forgængelig og flygtig, hvor vi til tider gribes af ”brug og smid væk” kultur – også med hinanden - er det godt at blive bundet op på vores ansvar. Det er ganske enkelt formuleret i den gyldne regel: ”Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem”. Det kan være en svær vej at følge. Det er ikke altid vi behandler andre, som vi selv vil behandles. Vi kan føle os trængt op i en krog, vi kan komme til at råbe af manden, børnene og hunden, vi kan komme til at glemme det menneske, som har brug for os – ikke altid med ond vilje, men fordi vi er så fokuseret på vores eget. Men hvor der er tid til bøn, der er også tid til fokus på, at mit liv er i en verden, hvor Gud har givet mig et ansvar for mit medmenneske. Bønnen er både en forbøn for alle de kære som er i mit liv, en tak for alt den glæde og de gaver som bliver mig givet og en klageråb for alle de gange, hvor jeg er hjælpeløs og fortvivlet. Bønnen husker mig på, at jeg ikke er alene, at jeg ikke selv skal magte det magtesløse, at min lykke ikke kun tilkommer mig, men i højeste grad også mit medmenneske. Alt det skal vi ikke bære alene men dele med Gud. Rigtig god bededag! Amen.
DDS 778 - Fred hviler over land og by. Sang: Radmila Rajic

Kirkebøn
Gud, vor himmelske far!
Giv os ord til at bede, og kom til os, når vi har brug for dit ord. Lad os mærke dit vingesus i livets farvespil af lys og mørke. Led os ad den rette vej til dig i tanke, hjerte og bøn – og kald på os når vi farer vild.
Giv os mod til at gå den vej, som fører os til dig, vor far - og giv os styrke til at sige Ja tak, når du møder os. 
Lad os hver dag blive fyldt med taknemmelighed – også over de små ting her i livet. Lad foråret drive frygt og mørke på flugt. Må dit glade budskab og vores næstekærlige ansvar for hinanden bringe varme og glæde i sind og krop.
Vi beder for din kirke og for kongehuset og for alle hjem. Vi beder for alle, som har det svært – her og ude i verden.
Vi beder for børnene, at de må vokse op i tryghed; for konfirmanderne, at de må vokse i tro, håb og kærlighed; for deres forældre og bedsteforældre, som har fået et stort ansvar betroet.
Vi beder for dem der lindrer andres nød, og for dem der helbreder og plejer de syge.
Vær med dem, der sidder alene i hjemmene.
Vær med familier, elever, lærere,
mennesker på arbejde og dem der er ramt af ledighed og nedgang, dem som har mistet deres kære:
Vær os nær med din trøst, så vi ikke går tabt i frygt og mismod.
Vi beder for dronningen, for regeringen og for alle som i disse dage skal træffe beslutninger for vort land: Giv dem nåde og visdom til at regere klogt og oprigtigt.
Tak, for hver og en som holder af os, og som holder os ud. Tak for dem, som hører med i vores liv – dem, som lever, og dem, som er døde.
Følg du os alle på vores veje og hjælp os altid tilbage til dig, når vi farer vild. Giv os alle, nu og i al evighed, din nåde, fred og velsignelse. Amen.
Velsignelsen