Den ny navnelov


1. april i år trådte en ny navnelov i kraft. Den adskiller sig fra den gamle ved at være mere lempelig og tillade navneændringer, der ikke før var mulige.

Hvis et efternavn for eksempel bæres af over 2000 mennesker i Danmark, kan det frit tages af enhver, uanset om man har slægtsmæssig tilknytning til det eller ej. Og man kan tage sit mellemnavn til efternavn, uanset om det har været brugt som efternavn i ens familie før.

Desuden kan man tillægge piger drengefornavne - dog ikke som 1. fornavn - og omvendt, drenge pigefornavne. Det er også nyt at ægtepar ligestilles med samboende, således at man kan tage hinandens mellem- eller efternavn hvis man har boet sammen i mere end 2 år eller har fælles børn, der bærer navnet.

Alle navneændringer er nu gratis. Både dem der udføres af sognepræsten og dem, der skal sendes videre til statsamtet, lige så vel som alle anmodninger om navneændring - uanset hvor man er født eller døbt - skal indgives til sognepræsten i bopælssognet.

Gode hjemmesider i forbindelse med navneændring er: www.personregistrering.dk - for vejledning til og udfyldelse af ansøgningsblanketterne.

https://familieretshuset.dk/navne/navne/navnelister - for at se listerne over godkendte fornavne og frie efternavne.

https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/befolkning-og-valg/navne/HvorMange  - for at se statistik på hvor mange, der hedder hvad.