Prædiken til Kristi Himmelfartsdag 2020 v/sognepræst Mogens Damm

Så blev det igen Kristi Himmefartsdag! Men meget er jo anderledes i år. Særligt sygdomsmæssigt og samfundsmæssigt. Meget er aflyst eller flyttet. Fordi vi mennesker godt nok kan planlægge. Men jo ikke kan garantere, at kunne føre planerne ud i livet. Meget er aflyst eller flyttet. Men ikke Kristi Himmelfart. For den begivenhed var nemlig en del af Guds frelsesplan for verden. Og Gud, den Almægtige, har ingen problemer med at føre sine planer ud i livet. For Gud er alting muligt. Og med til Guds plan hører de tre store kirkelige højtider, jul, påske og pinse og Kristi Himmelfart. Jesu fødsel, hans korsfæstelse, død og opstandelse, hans himmelfart, og Helligåndens komme til os på jorden.
Kristi Himmelfart er den begivenhed, der afslutter Jesu personlige frelsergerning. Jesus siger selv til sine disciple i Johannesevangeliet, at det er bedst for dem, at han går bort, fordi Talsmanden ellers ikke ville komme til dem. Derfor er der i begge beskrivelser, som vi har hørt i dag af Kristi himmelfart, både fokus på påskens begivenheder som afgørende for Jesu betydning for os, og på Helligåndens komme, når evangeliet om Jesus skal spredes. Den Jesus, som vi kan møde gennem evangelierne, som vi kan forkynde, og som vi kan tro på og bede til, er den Jesus, som sidder ved faderens højre hånd og går i forbøn for os.
Men hvad betyder Kristi Himmelfart? Luther skriver: ”Hvad vil det sige, at Kristus er faret til himmels? Det er jo ikke sådan, som når man klatrer op ad en stige og ind i huset. Men, at Kristus farer til Himmels betyder, at han er til stede som den Opstandne overalt og i alle.” Så vidt Luther. Den opstandne og himmelfarne Kristus er altså til stede for os der, hvor vi er. Uanset tid og rum. Som han med sin opstandelse sejrede over døden og tilintetgørelsen, for at vi kunne få del i hans sejr og opstå med ham, sådan fór han til Himmels for at gøre en plads klar i de Himmelske boliger til hvert eneste menneske på jorden.  Så også vi kan fare til himmels engang. Han udtrykker det selv sådan her: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.”
Så Kristi himmelfart betyder altså ikke, at vi mister Kristus. Hans himmelfart er ikke et definitivt ”Farvel!”, men et lovende ”På gensyn!” Og et løfte om, at blive ophøjet med ham. At Jesus farer til himmels er også et tegn på, at han, der levede et sandt menneskeliv her på jorden, også var og er Gud.  Kristus er faret til Himmels. Men bare 10 dage efter sendte han ”det, min fader har lovet jer”, som han siger til disciplene. Og det løfte blev indfriet Pinsedag, da Helligånden kom til jorden. Og i Helligånden er den himmelfarne hos os. Uanset hvem, hvad og hvor vi er. Og uafhængig af tid. Den himmelfarne er hos os i Helligånden, i fortællingen om ham, i fællesskabet om ham, som vi kender det fra gudstjenestelivet med dåb og nadver.  Med dåbens løfte om evigt livsfællesskab med ham. Og nadveren, hvor han giver os sit legeme og blod. Og ved Helligånden inspirerer og udstyrer Kristus os til den gerning, han vil have os til at gøre. Nemlig at fortælle verden om alt, hvad han sagde og gjorde. Eller som han selv udtrykker det i sine evangelieord til os i dag: ”…i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og i skal være vidner om alt dette.” Men det er Jesus om at gøre, at det missionsarbejde, han vil have gjort, ikke skal være en styrkeprøve og en mulig kraftoveranstrengelse for os disciple. Succesen skal ikke være afhængig af hver vores egne evner, kræfter og muligheder for at nå målet. Opgaven er klar: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses;…”, lyder det fra Kristus selv. Der så tilføjer, at det at tro fører en masse godt med sig. Bl.a. evnerne til at gøre underfulde og overbevisende tegn. Kristus fortæller om sine medarbejdere: ”I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.” Med andre ord: mennesker, der bliver døbt med den kristne dåb, op gennem historien, er stillet på præcis samme måde som Kristi 12 personligt udvalgte disciple dengang. Og vores mission og forkyndelse ligger i forlængelse af deres. Og Kristi løfte til dem om, at de skulle få kraft til opgaven, når Helligånden, Pinsens Ånd, Guds åndedræt, som, Kristus ville sende til verden pinsedag, 10 dage efter sin himmelfart - løftet om, at når Helligånden kom, så skulle de få kraft til opgaven, det løfte gælder også alle andre døbte troende. Op gennem historien og nu og fremover. Helligånden, Sandhedens Ånd, skal vidne om Kristus, og inspirere og styrke alle kristne til at udbrede kristendommen til verdens ende. Til alle tider. Det er ikke lovet os, at det hverken er eller bliver nogen nem opgave. Men det er lovet os, at vi ikke skal løfte den alene. Helligånden vil styrke og vejlede os. Og Helligånden er ikke den eneste hjælp, vi får. Det sidste, Jesus gør, inden han farer til himmels, er nemlig at velsigne sine disciple. Han rakte sine hænder ud over sine nærmeste medarbejdere dengang. Men han rækker dem også ud over os i dag. Til velsignelse af os. Og hvad er Kristi velsignelse? Det er hans store krammer til os, hørte jeg én sige. Han må nemlig godt kramme os, selv om vi ikke må kramme hinanden. Og det fortæller jo også sin helt egen historie om, hvor tæt han er på os. Med sin kærlighed og varme.
Disciplene den gang kvitterede ved at tilbede ham og vende tilbage til templet i Jerusalem, hvor deres inderlige glæde kom til udtryk i deres vedholdende lovprisning af Gud. Og dermed en understregning af, hvor vigtigt det er at holde gudstjeneste. Sådan forberedte de sig til den missionsopgave, der ventede dem. Og nu, hvor vi igen kan samles i vores kirker, så kan også vi, ugentligt, i søndagsgudstjenesten, få fyldt nyt åndeligt brændstof på den tank, der skal fylde hver af os med energi til at fortælle det glædelige budskab om vores menneskeblevne, og korsfæstede, og opstandne og himmelfarne Herre og frelser, videre. Ham, der er os nærmere, end vi er hinanden. Fordi han bor ved troen i vores hjerter. Og Ham, der skal komme ned til os på jorden igen på den yderste dag.
I Jesu navn, på hans vegne, med myndighed fra ham skal budskabet udråbes for hele verden. Og det jødiske folk skal, som det første have korsets evangelium at høre, anfører Jesus i dag. Og disciplene skal ikke kun være begivenhedernes neutrale   budbringere. De skal være vidner om, og i flere tilfælde også øjenvidner til det, Jesus vil have fortalt videre. Også øjenvidner til hans død og begravelse  og himmelfart. Og  tilhørernes reaktion, f.eks. på Peters pinseprædiken, hvor hele 3000 mennesker lod sig døbe, og den kendsgerning, at der i dag er ca. 2.2 milliarder kristne verden over, så vores religion er den største antalsmæssigt, taler jo sit tydelige sprog om, at ikke bare Jesu første 11 disciple, men mange, mange andre efter dem fulgte Jesu opfordring til at missionere. Og allerede fra den allerførste pinsedag har Guds Ånd, Helligånden, virket med. Og støttet, inspireret, trøstet og udrustet enhver, der har kæmpet, med Ordets sværd, for udbredelsen af evangeliet, det glædelige budskab om alt, hvad Kristus sagde og gjorde.
Han, der siger på gensyn til os, er altid hos os. Han er os nær i Helligånden. Men som Menneskesønnen, Guds Søn, den ventede Messias, sidder han på hæderspladsen ved Guds højre hånd. Dér vil han blive, indtil han kommer lige så synlig, som han var for de første disciple, da han fór til himmels. Det sker i den time, som kun Gud kender. Og da smelter fortid, nutid og fremtid sammen og bliver til evighed. Amen.

 

Dagens kollekt går til provstiets missionsprojekt. Bidrag modtages med tak via MobilePay: