Søndag d. 24. maj 2020 - 6. søndag efter påske - v/sognepræst Kaj Bollmann

 
Teksten til 6. søndag efter påske: 
https://www.bibelselskabet.dk/6-s-efter-paaske-fra-anden-raekke
De tekster, vi læser i år i kirken, er fra det, der hedder 2.tekstrække. Vi skifter jo for hvert kirkeår, altså hver advent. Og 2.tekstrække læser vi i de kirkeår, hvor størstedelen ligger i et lige årstal.
1. tekstrække går helt tilbage til den tidlige kristne kirke, og den er fælles for de fleste store kirkesamfund verden over. Vores 2.tekstrække er derimod speciel for folkekirken i Danmark, og den er ikke mere end halvandet hundrede år gammel. Den blev til ud fra et ønske om, at folk skulle høre en større del af det nye testamente i kirken.
Et af valgene til 2. tekstrække var, at vi i tiden mellem påske og pinse skal høre prædiketekster fra Johanne-sevangeliet, fra den del, der kaldes afskedstalerne. Afskedstalerne er en lang sammenhæng, som i evangeliet siges af Jesus til sine disciplene skærtorsdag aften som en afsked, hvor han vil give dem mod, kraft, visdom og tryghed til at leve i verden, når han ikke er der mere.
Når vi hører dele af disse afskedstaler mellem påske og pinse, et det altså møntet på os, for at vi skal få mod, kraft, visdom og tryghed til at leve i den verden, hvor Jesus ikke er levende til stede, men er faret til himmels og sidder ved Faderens højre hånd, som vi siger i trosbekendelsen.
Talerne skal fortælle os, at selvom Jesus ikke er til stede i kød og blod mere, betyder det ikke, at disciplene dengang og vi i dag lever i en gudsforladt verden, overladt til os selv og vores fortabthed. Gud er stadig hos os, og han har i Jesus bundet sig så fast til os, at der er tale om en enhed, en sammensmeltning, så stærk, at vi ikke kan skilles fra ham, lige så lidt som Faderen kan skilles fra sønnen.
At Gud er uadskilleligt til stede i verden og i os er ikke lige til at forstå. Og selvom vi bruger alle søndagene mellem påske og pinse til at reflektere over det hvert andet år, er det næppe troligt, at vi forstår det bare no-genlunde, og det gælder både præst og menighed.
Johannesteksterne er svære. De er meget anderledes end mange af de beretninger, vi hører i de andre evan-gelier. Der er ikke nogen handling. Det er ikke begivenheder med Jesus som hovedperson. Det er heller ikke historier, som Jesus har fortalt, og der er heller ingen direkte pointe, der handler om, hvordan vi skal leve i verden.
Hvis man som præst eller menighed bedst kan lide at få klar besked om godt og ondt og etiske anvisninger og formaninger, så bliver Johannes aldrig yndlingsevangelisten. Det gælder også teksten i dag, der er ikke antydning af etiske rettesnore eller livsvejledning. Ingen løftede pegefingre og heller ingen eksempler til efterfølgelse.
Det, vi får, er en meditativ refleksion, formuleret som en bøn, om enheden mellem Faderen, Gud, og sønnen, Jesus, og dem, der følger ham, altså de døbte. Det er ikke beretning eller formaning, det er snarere en teolo-gisk meditation, hvor vi hæver os langt op over det jordiske, op i det store himmelrum og bevæger os i et langsomt kredsløb om det med enheden, som er til, selvom Kristus, forbindelsesledet mellem Gud og men-neske, ikke er i verden mere.
Det er formuleret som en bøn, en bøn om, at den enhed må være til stede og blive virkelighed for menne-sker. For at det skal ske, mangler der én afgørende begivenhed. Enheden mellem Faderen og sønnen er til stede. Den har altid været der - fra evighed. Jesus siger om Faderen: Du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Det er en evig enhed, som eksisterer uafhængig af alt jordisk og alt himmelsk – den er selve be-tingelsen for altings væren. Men nu skal der tænkes et tredje led med. For nu har Gud forbundet sig med
mennesket og menneskets verden. Og den forbindelse vil Gud aldrig igen miste. Så hvad er det, der skaber den forbindelse fra nu af, holder den ved lige og fornyr?
Det kan kun være en guddommelig kraft, energi, ild, som springer ud af Guds kærlighed. De vise fædre, der gav os 2.tekstrække har givet os et hint: De har fundet en tekst fra den ellers temmelig upåagtede profet Joel, hvor profeten siger: Det skal ske derefter: Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker.
Den tredje ubekendte faktor i enheden, som Jesu bøn kredser om i dagens tekst, er Ånden. Helligånden. Den er den nødvendige kraft og energi til at optage os mennesker i enheden mellem Gud Fader og Sønnen Jesus Kristus. Det er Helligånden, der fastholder og fornyr relationen mellem Gud og menneske. Det er Helligån-den, der breder den kærlighed ud, som Faderen har og fra evighed har haft til sønnen, så den kærlighed også omfatter os mennesker og skaber et fællesskab af dem, der samler sig om bekendelsen til Jesus som Herre. Så Jesu bøn er bag alt det svært forståelige bønnen om, at Helligånden må blive sendt til og modtaget af mennesker.
På den måde rækker dagens tekst to søndage videre frem. Først forudgriber den pinsen, for den fortæller, at Helligåndens komme pinsedag er det, der holder vejen fra det Gud til menneske åben, og dernæst rækker den frem til trinitatis søndag ugen efter – den søndag, der markerer, at Gud netop er en enhed, ikke kun af to, men af tre sider, fordi Helligåndens kraft er Guds egen kraft og dermed Gud selv ligesom Faderen og Søn-nen.
Alt dette er, ligesom selve teksten til i dag, teologisk overvejelse, refleksion, der ikke rammer jorden og vo-res dagligliv særlig konkret. Det må vi erkende. Men sådan er Johannesevangeliet. Det ser tingene fra det helt store perspektiv, fra evighedens perspektiv, hvor det hele bliver sat ind i en stor universel, kosmologisk sammenhæng. Så stor, at den konkrete sanselige verden egentlig forsvinder lidt ud af billedet. Vi er så langt ude i universet, at vores planet kun er et lille atom, et fnug der hvirvles rundt i evigheden.
Og så dog, for det, som Johannes og bag ham Jesus holder utvetydigt fast, er, at den afgørende begivenhed er den, der fandt sted, da Gud forenede sig med dette lille planet-atom og den menneskehed, der hvirvles med planeten rundt i det uendelige rum. Det er den begivenhed, der er universets centrum. I den samles alt, og fra den udgår alt. Så lille end planeten er, så kort dens historie er. Og denne verdens afgørende begiven-hed genspejles i hvert eneste af os bitte små menneskefnugs historie, så små og ubetydelige vi end er i den store sammenhæng. Gud forbandt sig ikke kun med verden, og ikke kun med menneskeheden abstrakt. Han forbandt sig også med hvert eneste enkelte menneskeindivid, som lod sig forbinde med ham. Og begivenhe-den i hvert eneste enkelte menneske er for Gud lige så stor og betydningsfuld som den store kosmiske, uni-verselle begivenhed.
Så nåede vi altså ned på jorden igen, med det glædesbudskab, det evangelium, at hver eneste af os er set af Gud, kendt af Gud, elsket af Gud og forbundet med Gud i en enhed, der aldrig kan opløses eller trues.
Det fandt 2.tekstrækkes fædre en anden tekst til at udtrykke, nemlig epistlen, hvor Paulus bl.a. siger: Jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.
Waoouw! Der bliver da godt nok sat eftertryk på! Men mindre kan ikke gøre det, hvis vi skal tage det alvor-ligt, som Johannes lægger op til i dag.
Og ja, det kan så godt være, at vi ikke har fået en særlig konkret vejledning til vores dagligliv i dag. Det kan godt være, at prædikenen ikke er garneret med moderne eksempler fra virkeligheden, analyser af vores situation som mennesker eller vores kultur og hvad evangeliet har at sige ind i den situation, vi står i.
Til gengæld har vi fået noget andet. Vi har fået en livsbane at spille på. Vi har fået den ramme om vores liv og identitet, som er det allervigtigste, og som giver mening til den livsvejledning og de formaninger, vi får på så mange andre søndage i prædikenen.
Det er ikke bare en talemåde, at vi i dåben modtager Helligånden. Det er selve overdragelsen af den identitet, der skaber enhed, uadskilleligt fællesskab mellem Gud Fader, Guds søn og os. Det er grunden til, at dåben er alvor, langt mere end en smuk barnevelsignelsesceremoni. Den rammer vores liv ind, sætter os på vores plads som mennesker, ikke som tilfældige meningsløse væsener i et kaotisk og meningsløst univers, men som Guds skabninger, altid på forhånd elskede, altid på forhånd sat i gang med en dag og et liv med mål og mening! Amen!