Gudstjeneste Anden påskedag d. 13. april 2020 v/Mogens Damm

Velsignelse
Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Læsning fra Det gamle Testamente: Salmernes Bog 16,5-11:
Herre, du min tilmålte del og mit bæger,
du sikrer min lod.
Målesnorene tildelte mig herlige steder,
jeg kan fryde mig over min ejendom.
Jeg vil prise Herren, som råder mig,
ja, om natten får jeg vejledning i mit indre.
Jeg har altid Herren for øje,
han er ved min højre side, og jeg vakler ikke.
Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler,
ja, mit legeme skal bo i tryghed.
For du vil ikke prisgive mig til dødsriget,
din fromme vil du ikke lade se graven.
Du lærer mig livets vej,
du mætter mig med glæde for dit ansigt,
du har altid herlige ting i din højre hånd.
Salme: 238 Det er så sandt at ingen så / vor Herre ud af graven gå
Sunget af Isabel Schwartzbach.

 
Læsning fra Det ny Testamente: Apostlenes Gerninger 10,34-41:
Så tog Peter ordet og sagde: »Nu forstår jeg, at Gud ikke gør forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter ham og øver retfærdighed. Det er det ord, Gud sendte til Israels børn, da han forkyndte fred ved Jesus Kristus; han er alles Herre. I ved, hvad der er sket i hele Judæa, det, der begyndte i Galilæa efter den dåb, Johannes prædikede: hvordan Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft, og hvordan Jesus færdedes overalt og gjorde vel og helbredte alle, der var under Djævelens herredømme; for Gud var med ham. Og vi er vidner om alt det, han gjorde i jødernes land såvel som i Jerusalem. Ham, som de slog ihjel ved at hænge ham på et træ, ham oprejste Gud på den tredje dag og lod ham træde synlig frem, ikke for hele folket, men for os, der i forvejen var udvalgt af Gud til at være vidner, vi, som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde.
Salme: ”Påskemorgen” med Ivar Kleive, Poul Dissing  og Knut Reirsrud.

Prædiketekst: Johannesevangeliet 20,1- 18:
Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham, som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han, som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen.
Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende.
Trosbekendelse
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.
Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.
 
Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved
Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.
Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund,
syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.
Prædiken
Ved 9-tiden, fredagen før de begivenheder, vi hører om i dag, var Jesus blevet korsfæstet. Forinden havde hans discipel, Judas, forrådt ham, og en anden af hans 12 personligt udvalgte nærmeste medarbejdere, Peter, havde fornægtet ham hele tre gange. Og så var hele inderkredsen om Jesus ellers flygtet. Spredt for alle vinde. Drypvis fandt de igen sammen i deres fælles skjulested. Og der sad de så. Efter at det var blevet lørdag. Desillusionerede. Og skrækslagne. De sad inde bag lås og slå. Og ikke mindst i disse tider er der sikkert nogle mennesker, der fornemmer lidt indespærrethed. Nu hvor vi alle helst skal blive hjemme.
De 11 tilbageværende disciple havde sat sig selv i karantæne. Det var før reglen om, at højst 10 må forsamles. Også de 11 frygtede. Ikke virus, men at de skulle blive opdaget og fanget og lide samme skæbne som Jesus, deres korsfæstede herre og mester. De sad i de bristede illusioners hus. Væggene var tapetseret med sorg og savn og afmagt. Og der var en lugt af indelukkethed. Maden smagte af ligegyldighed og man kunne høre et par af disciplene græde. Alt, hvad de rørte ved, blev til minder om ham, de var flygtet fra, da han hang på korset. Sådan kunne man forestille sig scenariet. Den stille lørdag efter Langfredags dramatiske og frygtelige begivenheder. Af Det ny Testamente bliver vi ikke stort klogere på, hvad der skete om lørdagen. Men det har den danske kunstner, Joakim Skovgaard, sit berømte billede af på Statens Museum for Kunst. Og her på siden.

Han forestiller sig ”Kristus i de dødes rige.”, som han har kaldt sit kæmpe store maleri. Badet i strålende livslys, omkranset af en glorie og med fødderne solidt plantet oven på kranier og slanger, som symbol på livets sejr over døden, rækker Jesus velsignende armene ud mod de første mennesker i verden, Adam og Eva. Og alle andre. Han er kommet for at føre dødsrigets fanger tilbage til livet i frihed og glæde. Dagen før blev Jesus korsfæstet med armene strakt ud, som den, der velsigner og ikke forbander eller hader. Og som han, også på Skovgaards billede, rækker sine arme i vejret til velsignelse, så rækker alle deres arme ud i retning af ham. Som var de indespærrede mørkemennesker, der bliver opvakt af solopgangen fra det høje. Guds selvhengivende kærlighed på korset er den samme, som overvandt døden. Og som Jesu nedadgående bevægelse i Skovgaards kunstneriske perspektiv har tre stadier: fra kors til grav og videre ned til dødsriget, sådan har også hans bevægelse den anden vej, hans opstigen, tre faser: fra dødsriget til opstandelsen og videre til himmelfarten.
Men alt det var mere end svært at få øje på for både Maria Magdalene ved Jesu tomme grav og for de to tilhængere af Jesus, der var på vej til deres hjemby, Emmaus, efter Jesu død på korset Langfredag og rygtet om, at han var opstået fra de døde, tidligere på dagen, Påskedag. De havde hørt om Jesu opstandelse. Men ikke set den opstandne. Anden Påskedag er ikke påskens andendagsgilde. Begivenhederne foregår Påskedag.
Maria Magdalene kom ud til Jesu grav, mens det endnu var mørkt, fortæller Johannes. Og mørket omkring hende passede fuldstændig til mørket inde i hende. Sorgens og savnets tårevædende mørke. Og end ikke Jesu tomme grav kastede lys over noget i hendes liv og tilstand. Hun regnede bare med, at nogen havde flyttet den døde, som hun omtalte det for Peter og den anden discipel, vi hører om i dag. Alligevel må noget have rørt sig i hende. For hun løb hen til Peter og hans ven. Og hendes ord om den tomme grav og at nogen har flyttet Jesus, får de to mænd til at glemme deres frygt for at forlade hjemmet. Og også de løber. Peters ven kom først til graven. Han nøjes med at bøje sig og kigge opmærksomt ind. Peter, derimod, går lige ind i graven med det samme, han når ud til den. Og siden går også hans ven ind.
Maria Magdalene så den åbne og tomme grav. De to disciple så den tomme og velordnede grav. Og det, de så vakte troen i Peters ven. Noget i ham fortalte, at det sirligt sammenrullede pandetørklæde viste, at det hverken kunne være venner, der havde flyttet liget, eller fjender, der havde plyndret det. Opstandelsens virkelighed dæmrede for ham. Og han er den eneste, der kom til tro på en opstanden frelser på grund af den tomme grav. De andre omkring Jesus kom til tro, efterhånden som de mødte og så og talte med den opstandne.
De to disciple gik så hjem igen, hører vi. Gik, ikke løb. Nu var det tid til at reflektere over deres oplevelser ved graven.
Mens de to gik hjem igen, kom Maria Magdalene ud til graven på ny. Hun gik stadig ikke ind, men stod uden for og græd. Jesu tomme grav havde ikke fået noget til at dæmre i hende. Tværtimod var hun indhyllet i mørke fra sjæl til sind. For sorgen gør blind. Vi plejer at sige, at kærlighed gør blind. Men den gør det modsatte. Kærlighed gør seende. For når vi ser med kærlighedens øjne, får vi øje på noget dybere og noget mere, end vi kan se med både forelskelsens lyserøde og hverdagens grå eller sorgens sorte øjne. Sorgen gør blind. Skaber solformørkelse i os og omkring os. Men trods alt bøjer Maria Magdalene sig og kigger ind i den tomme grav. Gennem sine tårer får hun øje på to engle. Men de synes at gøre mærkværdigt lidt indtryk på hende. Hun er mere optaget af spørgsmålet om, hvor Jesu døde krop er blevet af. Så optaget er hun af det, at hun ikke engang venter på englenes forklaring. I stedet vender hun sig  om, som de fleste af os sikkert gør, når vi, instinktivt, registrerer en person bag os. Der står Jesus så. Maria Magdalene tror, han er havemanden. Og det træk i beretningen viser også, hvor lidt overjordisk, der var ved Jesus i situationen. Men med det samme, Jesus kalder hende ved navn, genkender Maria Magdalene så Jesus.
Når han siger til hende: ”Hold mig ikke tilbage. For jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres far, til min Gud og jeres Gud.”, så er det dels en kraftig understregning af opstandelses virkelighed, og dels ord, der kaster lys over, hvad der skal ske med Jesus efter opstandelsen. Efter at være opstået fra død til liv, er Jesus, de næste 40 dage, på vej fra jord til himmel. I en konstant opadstigen. Opstandelsen var blot det første trin på vejen op til hæderspladsen ved Faderens højre hånd i Himmeriget. Og det er derfor han reager, som han gør, over for Maria  Magdalene, da hun genkender ham, efter at han har kaldt hende ved navn. Han kender hendes tanker. Ved, at hun ønsker sig og sit forhold til Jesus tilbage til tiden lige før opstandelsen. At hun, inderligt glad og ydmyg over gensynet med Jesus, vil gribe om hans fødder. ”Hold mig ikke tilbage”, siger Jesus. Maria Magdalene skal ikke røre ham nu. Ikke fordi hun var kvinde. Heller ikke fordi hans opstandelseslegeme ikke tålte berøring. Men fordi Maria Magdalenes berøring ville være udtryk for den misforståelse, at samværet med Jesus kunne fortsætte under de hidtidige former. Det jordiske samlivs former var endegyldigt forbi, men det nye og dybere og langt mere inderlige samliv i ånden var endnu ikke begyndt. Da Jesus jo endnu ikke var faret til Himmels og havde sendt Pinsens Ånd, Helligånden, til jorden. For, i den, at være i verden og styrke sine kristne brødre og søstre. Det fuldkomne samliv i ånden var under forberedelse. Jesus var på vej til Faderen i Himlen. Og dét glædelige og underfulde budskab, gav Jesus Maria Magdalene til opgave at fortælle hans disciple. Og hun tog gladelig opgaven på sig. Og den udfordring er også vi 2020-menneskers. Også vi skal fortælle det glædelige budskab om Jesus og alt, hvad han sagde og gjorde, og alt, hvad der skete med ham, videre til andre mennesker. Styrket og inspireret af Ånden, som Jesus sendte til vores verden, den første Pinsedag. Jesus giver, og vi får.
Og Jesus skelner i samtalen med Maria Magdalene mellem ”min fader og jeres far”, som han siger. Og det viser, at Jesus stod i et særligt forhold til Gud. Hans sønneforhold er af en anden art end vores barneforhold. Hans forhold er oprindeligt og evigt. Vores er skænket os af Faderen. Og ingen kommer til Faderen uden ved mig”, understreger Jesus selv. Og når Jesus siger ”min Gud og jeres Gud”, så viser det jo med al ønskelig tydelighed, at Jesus ikke har mistet jordforbindelsen endnu. På trods af, at han selv er Gud i menneskeskikkelse, så tiltaler han, som Menneskesønnen, Faderen som Gud.
Også for de to vandringsmænd, som evangeliet til første tekstrække i dag fortæller om, gjaldt det, at sorgen gjorde blind. De genkendte ikke Jesus, som gik ved siden af dem på vejen, før han delte nadver med dem i deres hjem. De to havde kun købt enkeltbillet fra Jerusalem til Emmaus, men de fik en retur. Uden at behøve at bestille pladsbillet. De troede, de skulle på ørkenvandring, men endte i påskeunderets oase.  Og nu, hvor vi ikke kan samles til gudstjeneste i kirken, træder andre ord af Jesus frem og lyser som ildfluer: F.eks.: ”Hvor blot to eller tre er forsamlet i mit navn, der vil jeg være midt iblandt dem.” Og forsamlet til gudstjeneste - sammen, hver for sig -  og endda med nadver, kan vi, Gud ske lov, stadig være. På Nettet. Om vi så er én, to, tre eller flere i husstanden.  
Jesu opstandelse og de dødes opstandelse er uadskillelige. Og vi lever her mellem Påskemorgen og de dødes opstandelse. Vi har både noget at se tilbage på og frem til. Og netop det fylder livet med indhold og betydning. Og det er ikke mindst vigtigt at holde fast i, i tider som disse.
I dag er kirkerne tomme, men det er graven også! Så derfor kan vi, trods alt, ønske hinanden rigtig glædelig Påske! Amen.
Bøn
Jesus, vor Herre og bror, vi kommer til dig med vores frygt og afmagt. Ja, alle vores bekymringer. Vi kan ikke bære dem selv. Men tak fordi du vil tage dem på dine skuldre. Som du i forvejen bærer al vores skyld og skam. Tak fordi du er lyset i mørket. Både det i os og det omkring os. Og håbet midt i vores håbløshed. Og tak fordi du altid er der for os. Og aldrig afviser nogen, der kommer til dig i bøn. Men dagligt mætter os med dit nærende og glædelige budskab om, at du er livets herre. Og vores opstandne frelser. Og altid kun vil os det bedste. Fordi vi er dine brødre og søstre. Skabt af Gud. Af kærlighed, til kærlighed. Og til fællesskab med dig og hinanden. Så hjælp os at se dig i hverandre. Og som du trøster og styrker os, hjælp så også os til at være til opmuntring og gavn og glæde for hinanden. Vær hos alle, der sidder i tvivlens, ensomhedens, sygdommens og dødens skygge. Dem, der mangler hjem, land eller frihed. Alle, der sørger og savner. Alle bange og forfulgte. Og enhver, der mangler håb og livsmod. Tak fordi hver ny dag betyder, at efter mørke kommer lys og nye muligheder.
Vær med dronningen og hendes familie og med os alle. Styrk verdenssamfundets og vores egne ledere i deres arbejde med at træffe rigtige beslutninger til gavn og glæde for de folk, de leder. Lad ansvarlighed og hensynet til andre, ikke mindst de svageste, blomstre iblandt os som ranke påskeliljer. Og hjælp os at passe på hinanden, som du tager dig af os. Hjælp os også til at bede, som du har lært os. Også for dem ingen andre beder for. Og for dem, der ikke selv kan bede. Og lad os erfare bønnens magt. Så vi kan se op og kigge fremad. Og glæde os over, at for dig er alting muligt. Også at stå op fra de døde, så vi kan opstå med dig. Til evigt liv og glæde i dit himmelske herlighedsrige. Amen.     
 
Velsignelse
Herren velsigne og bevare dig!
Herren lad sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!
Salme: 236 ”Påskeblomst, hvad vil du her?”
Sunget af Isabel Schwartzbach.
 
Rigtig glædelig Påske til alle!
Mogens Damm.

 

Vi samler ind i påsken til KFUM og KFUK’s børne- og ungdomsarbejde.
Vi tager med tak imod bidrag på MobilePay 166350